Høringssvar vedrørende Fremtidens Fritidstilbud

Oprettet: 6. februar 2015
Svarnummer:
538

Indsendt af

Pia Olsen

Virksomhed / organisation

Sct. Stefans Fritidscenter

Postnr.

2200

By

København N

Høringssvar

Høringssvar Kære BUF Vi ønsker et stærkt Sct. Stefans Fritidscenter, børnehave, fritidshjemmet og klub. - Også i fremtiden ! Vi mener at den længere skoledag, som er udsprunget af folkeskolereformen, betyder at det nære og indholdsrige fritidstilbud på Sct. Stefan er blevet endnu vigtigere. Sct. Stefans Fritidscenters styrker er: • Nærhed og inklusion: de mindre grupper/stuer giver rum for mangfoldighed og fordybelse, og plads til børn med særlige behov. I stedet for at arbejde med et åbent plan, skaber denne gruppeopdeling trygge rammer, en særlig nærhed til børnene og en sikring af, at alle børn bliver set og har positive relationer til børn og voksne. Nærheden betyder, at vi tidligt kan identificere eventuelle udfordringer blandt børnene og dermed hurtigt kan iværksætte relevant indsats. • Sprogstimulering: det er en indsats som bliver lagt allerede i børnehaven og som får ros rundt om på skolerne som tager imod børnene. På fritidshjemmet modtager vi en del børn fra modtagerklassen på NPS, og vi yder en målrettet indsats i forhold til sprogstimulering og inklusion. Her har vi igen gunstige forhold i form af vores fysiske rammer. • Lektiestuen: Vi tilbyder lektiehjælp 3 timer om dagen, dette varetages af en til formålet fastansat person, hvilket giver kontinuitet på lektiestuen og hjælper til at lektiehjælpen bliver mere målrettet børnenes behov. • Sammenhæng i overgange: SSF er en 3-14 års institution. Vi er derfor et velfungerende eksempel på Børne og ungdomsudvalgets 0-18 princip om et sammenhængende børneliv. Vi tilbyder kontinuitet i børnenes og forældrenes liv med velkendte trygge rammer, hvor overgangene er flydende og til gavn for det enkelte barn. Relationer til de øvrige stuer bidrager til en positiv integrering med børn i flere aldre, herunder evt. søskende og kendskab til personalet på de øvrige stuer. Det forbereder de mindste på fremtiden, samtidig som de større børn holder kontakten til det kendte på deres skridt videre i livet. • Afveksling fra skolens hverdag i form af nye rammer (fysiske og sociale) som adskiller skole og fritid, hvilket styrker børnenes evne til at lære i skoletiden og lege i fritiden, hvor børnene også kan have glæde af andre sociale relationer end dem, de kender i skoletiden. • Aktiviteter som ugentlig bagning, fælles tuneringer på kryds og tværs af stuerne, svømning, rytmik, ture og meget mere, udvikler relationerne mellem de forskellige børnegrupper i huset. På vores tagterrasse dyrkes fællesskabet om havepleje og glæden over at dyrke grønsager og planter selv. • Enebærgården: vores enestående koloni er et af årets højdepunkter for vores børn. Kolonien er med til at skabe tætte relationer både børnene imellem og til de voksne på SSF, hvilket giver tryghed i hverdagen. • Valgfrihed: Vi forældre vil beholde muligheden for selv at vælge det som er bedst for vores børn, i forhold til de individuelle behov for tryghed og mindre grupper. Ikke alle børn passer til store enheder. • God økonomi: Vi har plads til at rumme flere børn og vil dermed kunne bidrage til at spare udgifterne, som en udbygning af lokaliteter på Nørrebro Park skole vil medføre. Vi ønsker at fastholde disse styrker og værdier, som Sct. Stefans Fritidscenter, Børnehave, Fritidshjem og Klub står for i vores hverdag. Det mener vi ikke, at fremtidsplanerne, som de præsenteres i BUFs planer, er i stand til at varetage. Med venlig hilsen Sct. Stefans forældreforældrebestyrelse, bestyrelse, ledelse og medarbejdere