Høringssvar vedrørende Fremtidens Fritidstilbud

Oprettet: 5. februar 2015
Svarnummer:
500

Indsendt af

Sidsel Nygård

Postnr.

2100

By

København Ø

Høringssvar

Høringssvar vedr. Fremtidens Fritidstilbud Som forælder til et barn i fritidsklubben FK2, Dronning Louises gården vil jeg gerne opfordre til at der ikke kun træffes beslutninger ud fra et perspektiv, der handler om at skabe faglige og økonomisk bæredygtige løsningsmodeller, men at der også kigges på hvordan allerede eksisterende - og ekstremt velfungerende - miljøer bevares. FK2 rummer på nuværende tidspunkt både børn fra en fri grundskole og fra en kommunal folkeskole, hvilken viser et vellykket projekt, der handler om at favne forskellige miljøer og fokusområder. Vi vægter samarbejdet mellem forældre og klub meget højt såvel som klubbens faglige og pædagogiske fokus. Dette forestiller jeg mig kan være meget svært i en kæmpestor enhed med en leder, der pædagogisk og ledelsesmæssigt skal favne meget, meget bredt. Der hersker en grundighed og en pædagogisk omtanke i vores klub, som jeg synes er noget særligt og som ud fra tidligere erfaringer meget sjældent kan leve videre hvis klubben (og dens personale) integreres i en ny og stor sammenhæng. Vi har tidligere i forbindelse med vores børns børnehaveliv oplevet en virkelig god institution med et meget højt pædagogisk niveau blive forvandlet en et ringe sted, dette ud fra præcis den samme tanke om mere bæredygtige pasningsmiljøer. Helt konkret skete dette i forbindelse med klyngedannelsen da den daværende leder og hele personalegruppen skulle fusionere med en række andre og meget forskellige institutionskulturer med den konsekvens at alt tiden gik med at skulle samle personalegrupper, gå til møder, forvalte en meget stor økonomi og i det hele taget miste forbindelsen mellem leder og institution. Jeg tror at den tætte forbindelse mellem leder og institution, institution og forældre og institution og skole er meget, meget vigtig og her spiller den lille størrelse og sammenhæng en stor rolle. Jeg håber at I vil tage jer tid til at besøge de små institutioner og jeg håber at I kan se at de sagtens kan være fagligt og pædagogisk bæredygtige. Hvorvidt de er økonomisk bæredygtige kan jeg ikke forholde mig til, men dette bør opvejes af den kvalitet, som disse steder tilbyder. Og jeg håber at I vil tage jer tid til at tænke de skoletilbud ind, der ikke nødvendigvis følger den nye folkeskolelovs længere skoledag og dermed ændrede behov! Med venlig hilsnen Sidsel Nygård