Høringssvar vedrørende Fremtidens Fritidstilbud

Oprettet: 5. februar 2015
Svarnummer:
492

Indsendt af

Christina Dela Widenmann

Postnr.

2720

By

Vanløse

Høringssvar

Det er med stor bekymring, at jeg har læst dokumentet 14.12.14 – Fremtidens Fritidstilbud (2014-0242871). Det er forståeligt og forventeligt, at der skal ske budget-revidering, når åbningstiden reduceres. Det er dog ikke forståeligt, at der skal ske så store effektiviseringer på grund af stigende børnetal på de kommende indskolingsårgange. Demografien er jo temmelig forudsigelig her og forældregenerationen er generelt med til at øge kommunens skattegrundlag. Med hensyn til planerne om 1:1 ledelse og flytning af børnegrupper virker planerne forhastede og ikke tilstrækkeligt tilpasset den enkelte skoles virkelighed. For så vidt angår Rødkilde Skole, som er den skole, jeg har kendskab til, er der på fritidshjemsområdet ikke tale om en ”kompleks struktur med forskellige skoler tilknyttet”, som er en af de nævnte præmisser for omstruktureringen. Det er kun Rødkilde Skole der leverer børn til de to fritidshjem, der er tilknyttet skolen. Det fritidshjem, som ikke ligger på skolen ligger i umiddelbar nærhed (100 m. ca.) derfra, så heller ikke her er der noget at hente for børnenes skyld. Det er meget bekymrende, at ville rykke ca. 190 fritidshjemsbøn ind mod at flytte ca. 100 klubbørn ud. Det giver knap 100, børn som der reelt ikke er plads til. Hertil kommer at klubbørnene jo kommer lidt senere, så i de første timer er presset endnu større på institutionen. I den nuværende opdeling af Fritidshjemspladserne på forskellige matrikler er der plads til at nogle børn kan være i en enhed på kun ca. 40 fritidshjemsbørn. Det er guld værd for de børn, der ikke trives i store, mindre strukturerede rammer. Rammer hvor der p.t. er åbent fra fritidshjemmets udearealer til den nærmeste vej. Af det fremlagte materiale er det ikke klart hvilke bygningsmæssige investeringer Kommunen vil lave og hvordan der skal skaffes plads til de mange ekstra børn. Der fremgår heller ikke en afvejning af den driftsmæssige belastning af renter og afskrivninger i forhold til de lønkroner som effektiviseringen skal hente. Der er ikke fremlagt planer for hvordan, der skabes mindre rolige omgivelser til de børn der ikke trives uden dette. Det fremgår, at skolens eksisterende lokaler skal anvendes, men de er jo opført med undervisning som formål og det fremgår ikke konkret hvordan de skal konverteres frem og tilbage til fritidshjemsbrug med tilstrækkeligt personaleopsyn. Kunne det være en idé at bruge anlægsmidlerne på løsninger, der faciliteter, at lønrammen justeres til den ændrede åbningstid samtidig med at børnegrupperne blev på de nuværende matrikler? Jeg har to børn hvoraf det ene nok ville kunne klare en større og mere kaotisk institution, som jeg helt klart forventer bliver resultatet. For mit andet barn, og mange andre børn jeg kender af samme personlighedstype, er der stor risiko for, at ændringerne vil betyde meget øget stressniveau og resultere i, at vi finder privat pasning. Det vil sikkert være fint for Kommunens budget vanskelligheder, men ikke en vej jeg egentlig synes vi bør gå.