Høringssvar vedrørende Fremtidens Fritidstilbud

Oprettet: 5. februar 2015
Svarnummer:
469

Indsendt af

Lea Vikke Svenstrup Larsen

Postnr.

2700

By

Brønshøj

Høringssvar

Et stort fritidstilbud for alle børn i Brønshøj...Hvorfor? Københavns Kommune ønsker at nedlægge fritidshjemmene og klubberne, og i stedet samle skolebørnene i en 1:1 struktur til hver skole. I Brønshøj medfører dette, at ca. 500 børn samles. Kan Københavns kommune sikre fagligheden i det pædagogiske arbejde? Børn har krav på nærvær, men nærvær kan man ikke effektivisere. Vores børn har et skønt fritidsliv på Børnehuset Bella, og bliver hver dag mødt af tydelige voksne. Personalet på Bella er uvurderlige i vores børns udvikling, og støtter og skubber dem, når det er nødvendigt. Børnene trives og er meget fortrolige med alle voksne, og det skyldes at personalet kan mærke børnene og kender dem og os forældre. Bella er en lille enhed med en positiv og rummelig kultur, og det er netop derfor vi valgte det. Vi mener, at styrken netop ligger i at bevare fritidshjemmene som små enheder, så personalet kan opbygge et nært forhold til alle børn. Det har børnene brug for og krav på. Skolereformen medfører kæmpe ændringer, og Brønshøj Skole har valgt at gå meget ambitiøst til denne opgave. Med andre ord, så er baren sat så højt, at hverken elever eller lærere kan følge med. Det betyder kæmpe ændringer for børnene og meget uro. Intet er som det plejer at være. Et stort antal timer bliver læst af vikarer og det er ikke altid, at eleverne når at få frikvarter. Samtidig er Brønshøj Skole i gang med en stor renovation og udbygning. Det medfører meget larm fra byggepladsen hver dag, og elevernes udeareal er begrænset til en lille parkeringsplads. Vi er forundrede over, at Københavns Kommune og Ledelsen på Brønshøj Skole mener, at det er realistisk at skabe et fritidstilbud på Brønshøj Skole, der kan danne rammen om et værdigt og indholdsrigt liv for vores børn. Har Ledelsen på Brønshøj Skole besluttet, hvordan det nye fritidstilbud skal se ud? Vi er blevet informeret gennem andre forældre om, at Brønshøj Skole har valgt at samarbejde med Præstekær om en fremtidig struktur. Vi er som forældre vrede over, at en sådan aftale ikke er formidlet videre til alle forældre på skolen. Det vil være en skam og et stort tab for den diversitet de forskellige fritidshjem repræsenterer, hvis et enkelt fritidshjem bliver forfordelt. Samtidig sidder vi med en oplevelse af, at noget holdes skjult. Vi har som forældre valgt netop det fritidshjem, der passer bedst til vores børn. Den beslutning har vi taget på baggrund af de fysiske rammer og de værdier personalet giver til vores børn. Vi mener ikke, at Brønshøj Skole kan opbygge et stort fritidstilbud, der lever op til det samme. Med venlig hilsen Mads Bjerknæs Larsen & Lea Vikke Svenstrup Larsen Forældre til Anna (4.A) & Ida (0.C)