Høringssvar vedrørende Fremtidens Fritidstilbud

Folkeskolereformen har ændret behovet for, hvor lang tid vores børn har brug for pasning efter skole. Derfor ønsker Københavnskommune, at lave vores børn om til "burbørn", for kommunen mener, at jo flere børn der kan samle i disse mega institutioner på ét sted jo bedre. Men det giver ikke den tryghed og nærvær, som kommunen bør give børnene. Problemet er, at med så mange børn på ét sted, har pædagogerne ikke mulighed for at lære det enkelte barn at kende. Hermed ikke sagt, at en samlet ledelse af flere lokaliteter er dårlig. Det er vigtigt, at børn får lov til at koble af og ikke altid skal gå op og ned af de samme som i skolen, for så kunne vi lige så godt indføre skolegang fra 8 til 16 hver dag og benytte klasselokalerne, der jo alligevel er der. Det er ikke optimalt, at man vil samle alle 6-9 årige et sted og alle 10-14/18 årige et andet sted. Selv har jeg en søn på Sundby Algården. Her kan man se, hvordan der er et samspil mellem de store og de små. Det er givende, både for de små og de store, at være sammen på tværs. De store lærer at tage hensyn til de mindre børn, når de f.eks. er sammen i salen. De små kan se op til de store, og hvis de vil, kan de være med i de stores leg, selvom det sommetider kan gå lidt hårdt til. De er trygge og det er naturligt for dem, at de flytter videre til klubben, når den tid kommer. Finder børnene det ikke naturligt at fortsætte i en klub, får vi i stedet en masse nøglebørn, der går alene hjem efter skole og venter på, at mor eller far kommer hjem. Det kan godt være, at der ikke skal være så mange forskellige fritidshjem og klubber tilknyttet den enkelte skole, men kun at lave et fritidshjem er skræmmende. Jeg kender flere, der har børn i store fritidshjem. Spørger de en af pædagogerne om noget vedr. deres barn, kan de ikke svare, for de kender ikke alle børnene og de ved ikke, hvad det enkelte barn har lavet eller hvor man evt. kan finde barnet. Det kan godt tage 20-30 min inden man har lokaliseret barnet..... (det er ikke en kritik af pædagogerne, der gør deres bedste). Skulle det ende med en ændring, er det vigtigt, at de fysiske rammer er på plads, inden man evt. begynder at flytte rundt på børnene. Ikke noget med midlertidig ophold på biblioteker eller i barakker. Midlertidige barakker, der bliver til permanente løsninger i flere år. På papiret har vi frit skolevalg, men virkeligheden er en anden i København. Pt. er det eneste valg vi i praksis kan træffe er, hvor de skal gå på fritidshjem, men dette er også snart en saga blot, hvis det foreliggende initiativ gennemføres. Vi må spørge os selv, hvad det er kommunen vinder ved dette projekt. Kommunen tæller kvadratmeter og ikke børn. Vi forældre ønsker kun det bedste for vores børn. Nej tak til mega institutioner og ja tak til nærhed og medbestemmelse, herunder selvejende institutioner. Hvorfor skal alt være ensrettet og kommunalt uden mulighed for mangfoldighed?