Høringssvar vedrørende Fremtidens Fritidstilbud

Oprettet: 5. februar 2015
Svarnummer:
432

Indsendt af

Jon Damsager

Postnr.

2200

By

København N

Høringssvar

Høringsvar fra bekymrede forældre Som forældre til to børn på Nørrebro, hvor den ene starter i skole til sommer er vi bekymrede for de ændringer der er lagt op til på fritidsområdet. Vores bekymring kredser omkring følgende: • Aktivt fravalg af folkeskolen Vi er begge vokset op på Nørrebro, har gået i folkeskole her og bor her stadig. Vi ønsker at støtte folkeskolen bl.a. fordi vi mener den bedre afspejler den mangfoldighed der er i vores kvarter. I de forældregrupper vi færdes i møder vi flere ressourcestærke familier der, ud fra forskellige motiver, aktivt tilvælger folkeskolen. Men samme forældre ønsker i lige så høj grad aktivt at vælge det fritidshjem eller klub deres børn skal gå i. Med den nye model for fritidsområdet fratages forældrene dette valg. Skole og fritidsordning bliver en samlet pakkeløsning. Vi frygter at det vil betyde en stigning af et aktivt fravalg af folkeskolen, bl.a. fordi tilvalget også betyder at barnet skal gå i en fritidsinstitution på 400 børn – Det er en overvejelse vi selv vil gøre os, trods vores ønske om at støtte folkeskolen. • Utryghed ved hente situationer og manglende overblik Personlige erfaringer med at hente én vores børns venner i et mega fritidshjem, der mere eller mindre fungerer som den nye model lægger op til, har været et skrækscenario. Den første pædagog vi snakker med kender hende ikke. De ved heller ikke om hun er i ”basen” eller om hun er i én af satellitterne (lokationer rundt omkring i byen, hvor børnene bliver fragtet hen fordi der ikke er nok plads i basen). Vi finder senere ud af at hun er på en af satelitterne, men er meget chokerede over henteoplevelsen som gentager sig i et lignende scenarie ved næste afhentning. Dette er absolut ikke det daglige scenarie vi ønsker os, hverken for vores børn eller os selv. • Manglende pædagogisk overblik og udvikling Der lægges op til at der samles omtrent 400 børn i én enkelt institution. Vi er især bekymrede for at der kommer til at mangle nærvær og tryghed, specielt for børn der har behov for ekstra støtte. Vi er desuden skeptiske vedrørende hvordan der kan laves og følges op på handleplaner for det enkelte barns trivsel og udvikling. Det er umuligt, selv for pædagoger, at have den føling med 400 børn. Resultatet bliver vel at hver pædagog får ansvar for et givent antal børn. Men, hvis børnene færdes frit rundt i hele mega- institutionen, kan det være svært at garantere at denne pædagog rent faktisk har daglig kontakt med disse børn. Den daglige kontakt må da være nødvendig for at pædagogen kan vurdere det enkelte barns behov. Som vi ser det så, for at pædagogen kan udføre sit job, har denne behov for at børneflokken deles ind i mindre grupper. Hvis der alligevel skal være en inddeling, så ville vi foretrække den inddeling der i forvejen eksisterer – nemlig de eksisterende fritidshjem og klubber. Vi håber i tager dette til efterretning, og bibeholder den nuværende fritidsordning.