Høringssvar vedrørende Fremtidens Fritidstilbud

Oprettet: 5. februar 2015
Svarnummer:
421

Indsendt af

Hyltebjerg skoles bestyrelse

Virksomhed / organisation

Hyltebjerg skole

Postnr.

2720

By

Vanløse

Høringssvar

Hyltebjerg Skole samarbejder i dag med fem forskellige fritidshjem, og vi hilser velkomment, at man fra politiske side har valgt at etablere en 1:1 struktur, som giver børnene en hverdag med større sammenhæng mellem skole og fritidstilbud. Men ligesom vi bakker op om en ny struktur, så er vi klar over, at den brede vifte af mindre fritidshjem, som har kendetegnet elevernes fritidshjems-liv har beriget og styrket eleverne, som her har haft trygge miljøer, hvor pædagogerne har kunnet styrke børnenes sociale kompetencer. Når vi forholder os til de konkrete implementeringsplaner, er det vigtigt, at vi nok ønsker en 1:1 struktur, men samtidig vil henstille til, at man fastholder nogle af de unikke kvaliteter, som kendetegner den aktuelle vifte af fritidshjem. Mange forældre har haft en særlig tilknytning til deres børns fritidshjem og har oplevet, at deres barn her har mødt en nærhed, som kan være svær at finde på en stor skole som Hyltebjerg. Oplevelsen af nærhed mellem børn og pædagoger ønsker vi bevaret i fremtidens fritidstilbud. I høringsmaterialet er der forslag om at bygge en ny institution ved skolen, men der står samtidig i materialet, at det vil være forbundet med udfordringer. Vi mener, at der er en mulighed for at bygge i højden, så man kan bevare skolens vigtige grønne område og samtidig skabe plads til de nødvendige 336 pladser. Men vi er klar over, at en sådan proces realistisk vil tage mange år, og vi ønsker for helhedens skyld, at vi hurtigst kan komme i mål med en holdbar struktur på fritidsområdet. I materialet er der stillet forslag om at bruge de fire matrikler, som i dag udgør Lønstrupgård, som fritidsinstitution til skolens 6 til 9-årige elever. Det forslag rummer mange muligheder. For at Hyltebjerg skole kan være i front med implementeringen af de perspektiver, som ligger i folkeskolereformen, har vi brug for bedre fysiske rammer til særligt den understøttende undervisning og bevægelsesaktiviteterne. Med en 30 timers skoleuge for eleverne i 0. til 3. klasse ser vi som skolebestyrelse et behov for at kunne bruge fritidsinstitutionens kvadratmeter i løbet af skoledagen. Vælger man Lønstrupgård-modellen som fritidsinstitution for de yngste, vil vi have anvendelige kvadratmeter 400 meter fra skolen. Vejen fra skole til fritidshjem vil være forholdsvis trafiksikker, da man i foråret begynder etableringen af et legeområde på vejen mellem skolen og Lønstrupgård. Lønstrupgård vil være en 1 til 1 løsning, men på flere adresser. Det ser vi som en styrke. Med Lønstrupgård-modellen vil vi samtidig få et fritidstilbud, hvor klasser ikke skal deles, når de får fri fra skolen. Det er desværre ikke tilfældet for alle klasser under den nuværende struktur, hvilket har givet en del udfordringer. Vi ønsker, at man med indretningen af det nye fritidstilbud tager højde for børns forskellige behov og bruger Lønstrupsgårds forskellige matrikler til at lave rum målrettet børns forskellige behov. For eksempel har sårbare børn gennem årene nydt godt af det pædagogiske engagement og den menneskelige nærhed på de mindre fritidshjem, vi hidtil har samarbejdet med. Det er vores ønske, at man i en kommende struktur særligt har denne børnegruppes behov for øje. Ideelt set ønsker vi, at den forskellighed, som præger de eksisterende fritidshjem, bliver en inspiration, når man skal skabe en ny kultur i et stort hus. Ledelsesmæssigt ønsker vi, at fritidsinstitutionen knyttes tæt sammen med Hyltebjerg Skole til fordel for børnene. For med folkeskolereformen giver det mening at tænke skole og fritid under samme hat. Vi har en fælles opgave i at løfte og forme nye generationer. At lave klubpladser på det sammenlagte VBUC og Kvanen synes oplagt. Det giver mulighed for at bygge videre på en tradition, som har været i begge huse for at arbejde med de lidt større elever. Vi glæder os over, at vi vil kunne tilbyde vores elever et fritidscenter i nærheden af skolen. Hyltebjerg skoles bestyrelse februar 2015 MINDRETALSUDTALELSE FRA BESTYRELSESMEDLEM LOUISE NUPPENAU: 1 Som netop indtrådt medlem i skolebestyrelsen ved Hyltebjerg skole, har jeg ikke deltaget i de drøftelser på skolebestyrelsesmøderne, der har resulteret i skolebestyrelsens høringssvar vedr. fremtidens fritidstilbud. Da jeg ikke er enig i skolebestyrelsens høringssvar, vil jeg hermed gøre rede for mine synspunkter: 1) Jeg kan se pointen i at have en 1:1 ledelsesstruktur, men mener at drøftelsen af bl.a form og indhold nødvendigvis MÅ komme først. Man overser en hel masse gode ideer til anderledes måder at tænke fritidstilbud på. Inddrag interesserede parter og lad dem give kreative indput – hvorfor f.eks. ikke bygge ét tilknyttet fritidstilbud oven på Hyltebjerg skole, med grønne arealer, boldbure, god udsigt, køkkenhaver, legeplads, gemmesteder, hængebroer, hvor der er plads til de følsomme børn og andre med særlige behov , og hvor nærvær og tryghed er nøgleordene … Tænk langsigtet, bæredygtigt, grønt, tænk miljøet ind osv. , og lad det ske over tilpas lang tid til, at det på sigt er 1 fritidstilbud med plads til at tilgodeser alle børns behov og som er fuldt ud integreret i hele skolens og fritidens virke . I processen skal inddrages alle de gode kræfter, der i dag udgør de 5 fritidstilbud som Hyltebjerg skole samarbejder med. Den kvalitet og mangfoldighed de 5 fritidstilbud har i dag, og som mange forældre er bange for forsvinder, kan omsættes til ét enkelt fritidstilbud der tager hensyn til det hele, under én fritidsleder, hvis man gør sig den ulejlighed at tænke sig om i processen, også den der er i gang lige nu ! Skulle det ske på denne måde, hilser jeg også velkomment, at man fra politisk side har valgt at etablere en 1:1 ledelsesstruktur. 2) Såfremt indholdet i punkt 1) ikke lader sig gøre, peger jeg på en alternativ struktur for 1:1 ledelse (som jeg stadig kan se pointen i). Det kan i mine øjne gøres ganske enkelt ved at etablere en partnerskabsmodel med én leder, der indgår aftaler og koordinerer med skolelederen, på vegne af alle nuværende tilknyttede fritidshjem. Der skal selvfølgelig udarbejdes en samarbejdsaftale omkring velkvalificerede pædagogers rolle i skolen. Skolebestyrelsen peger på ”Lønstrupgård-modellen” (næst efter nybyggeri) som det bedste bud på ét fritidstilbud, hvilket vil betyde en stor omrokering af børn fra både Vanløse og Hyltebjerg skole – børn som på nuværende tidspunkt er i skolereformens år 1, og derfor ikke har brug for flere forandringer lige nu. Snarere arbejdsro. ”Lønstrupgård-modellen” er ét fritidstilbud fordelt på 4 matrikler (hvoraf kun det ene pt. er indrettet til 0.-3. klasses børn og det kan næppe rumme alle 336 børn) – hvorfor pege på at nedlægge 4 gode eksisterende fritidstilbud, for at etablere ét nyt fordelt på 4 andre matrikler, når det kan løses ved partnerskabsmodellen? Det forstår jeg simpelthen ikke. Hvad angår anvendelige kvadratmeter som kan udnyttes af skolen, så kan fritidshjemmenes matrikler allerede på nuværende tidspunkt benyttes i løbet af skoledagen, da de stort set står tomme i dagtimerne. 2 3) Hvad angår trafiksikker skolevej i forbindelse med ”Lønstrupgård-modellen” er jeg stærkt bekymret for at trafikken på Klitmøllervej, som børnene skal krydse, øges betragteligt når Lønstrupvej lukkes i forbindelse med etablering af legeområde mellem Vanløse og Hyltebjerg skole. Klitmøllervej vil samtidig være dén vej, alle bilkørende forældre til indskolingsbørn på begge skoler vil benytte, for at hente og bringe deres børn. Med ønsket om at børnenes behov forbliver i centrum – Louise Nuppenau