Høringssvar vedrørende Valbygårdsvej - lokalplan 450

Oprettet: 20. april 2010
Svarnummer:
12

Indsendt af

Erik Guldmann

Postnr.

2500

By

Valby

Høringssvar

Vor husstand er ligesom de øvrige beboere på Valbygårdsvejs vestside bekymrede og stiller os stærkt undrende over det fremsatte lokalplansforslag. Det giver ingen mening at inddrage 2-3 meter af de vestlige forhaver. Derved mistes alle de p-pladser som villa-beboerne råder over i egne indkørsler og skaber derved blot et større problem i parkeringsmæssig henseende. 1: Vi må også tilslutte os kritikken over den manglende consensus i forslaget: Man ønsker at bevare villavejens særpræg med grønne haver, men det til trods foreslår man at fjerne en række af de grønne forhaver delvist og andre igen fuldstændig. Hvor er sammenhængen og logikken? 2: Fortovet på østsiden er endog meget svært fremkommeligt. De parkerede biler, som står med dækkene helt op på fortovsfliserne spærrer for passage og fortovet benyttes i princippet ikke af fodgængerne. Nedlæg fortovet og fjern de sidste træer i vejkanten på østsiden (der er kun få tilbage) - de er alligevel bark-skadede fra påkørsel af biler.... Herved bliver vejen 1,5 - 2 meter bredere og problemet er løst ift. vejudvidelsen, som vi ser det. Og de grønne forhaver på vestsiden bevares, som de er. 3: Kunne man ikke etablere en bus-holdeplads i gården ved Opsamler-børnehaven, således at Udflytterbørnehavens bus ikke nødvendigvis behøver at parkere på vejen? Eller etablere en busholdeplads på p-pladserne ved Sct. Annæ Gymnasium overfor boldbanen. Der er ikke mere end 100 meter at gå for de raske børn og pædagoger og P-pladserne ved Sct. Annæ Gymnasium bruges i princippet ikke. Alternativt kunne Udflytterbørnehavne flyttes retur til Sjælør Blvd., hvor den tidligere havde opsamling. 4: Forlang de store bebyggelsers (på østsiden) betalingsp-pladser frigivet, således at alle har ret til at benytte disse. Efter indførelsen af gebyr for p-licens på boligkompleksernes p-pladser er p-situationen på vejen blevet forværret. Logisk nok vælger beboerne den gratis parkering på Valbygårdsvej og sparer p-licensen på sine "egne" p-pladser. 5: Reguler ved at indføre tidsbegrænset parkering for besøgende og ikke-beboere. De som arbejder eller deltager i kursusvirksomhed vil i så fald søge alternative p-muligheder eller transportere sig med bus eller tog. Beboere kan søge og få et antal p-licenser. 6: Luk Valbygårdsvej ved Bjørnssonsvej - på den vis undgår vi den megen gennemkørsel i myldretiden, som sker fordi Valbygårdsvej ikke er reguleret med bump og chikaner, som nabo-vejene er. 7: Pålæg boligforeningen i komplekserne nr. 35 - 97 på østsiden at undersøge muligheden for at etablere flere parkeringspladser i deres 3 store "gårde". Hér er der rigtig megen plads, som ikke udnyttes, mens beboerne igen vælger de gratis pladser på selve Valbygårdsvej. Som det ses kan der gøres rigtigt meget for at lempe de trafikale og parkeringsmæssige gener på Valbygårdsvej uden at gå på kompromis med ønsket om at bevare de grønne forhaver. Så hvorfor ikke undersøge disse alternativer inden man fremturer med en så drastisk lokalplan som desuden pålægger villa-ejerne at afgive et større antal kvadratmeter af deres grønne haver og indkørsler - og måske endda for egen regning? Det vil være alt andet end rimeligt og direkte usolidarisk med beboerne.