Høringssvar vedrørende Fremtidens Fritidstilbud

Oprettet: 5. februar 2015
Svarnummer:
335

Indsendt af

Brian Mathiassen

Virksomhed / organisation

O.H. Bærentzens Fritidshjem

Postnr.

2300

By

København S

Høringssvar

Høringssvar vedr. Fremtidens Fritidstilbud fra institutionslederen på O.H. Bærentzens Fritidshjem, Brian Mathiassen Inden jeg kommenterer på høringsmaterialet, vil jeg først stille spørgsmålstegn ved hele høringsmaterialet. Jeg mener ikke, at det kan give et fyldestgørende svar på det, som I politikkere har bedt Jeres embedsværk om et svar på. Jeg mener, at embedsværket bevidst kun har givet mulighed for at svare på de modeller, som embedsværket selv mener er ”de rigtige løsninger” jf. udtalelse fra Direktør Else Sommer, Steen Enemark Kildesgaard og områdechefen på Amager Svend Alleslev. Udtalelser, der i øvrigt ikke stemmer overens med de udmeldinger, der er kommet fra politisk side. Udtalelser, der efter min menig har betydet, at rigtig mange har siddet med opfattelsen af, at forslag udover de to fremlagte forslag til 1:1 strukturen ikke var nødvendige, da det allerede var politisk besluttet, og at det var de eneste to muligheder, vi kunne svare på. Det er - jf. udtalelser fra Børn og Unge Borgmester Pia Allerslev - ikke i overensstemmelse med nogen beslutning, der er truffet i Børn og Unge-Udvalget. Alene på den baggrund mener jeg, at hele høringsmaterialet bør forkastes, således at der kan udarbejdes et nyt høringsmateriale, der bygger på flere alsidige muligheder og ikke kun på valget mellem to muligheder, der entydigt er udarbejdet af embedsværket selv. Jeg vil også stille spørgsmålstegn ved høringsmaterialets punkt om 1:1-ledelsesstrukturen. Som udgangspunkt er jeg enig i intentionen bag ideen. Det giver rigtig god mening at styrke samarbejdet mellem skolen og fritidshjemmene. Der ligger et stort ubrugt potentiale i bygninger, personale og faglig udvikling af to kompetente faggrupper. Jeg kan også se ideen bag, at sikre bæredygtige institutioner. Det giver alt sammen rigtig god mening. Men at sige at 1:1-modellen er den eneste model, der kan det, er jeg absolut ikke enig i. Så når høringsmateriale ikke nævner andet end en 1:1-ledelsesstruktur, til trods for at jeg ved, at en 1:2-model er blevet foreslået i den interne høringsfase, ja så er det, jeg stiller spørgsmålstegn ved høringsmaterialet. Med det i mente kan jeg ikke forstå, hvorfor en 1:2-model ikke er nævnt. Altså en ledelsesmodel, hvor skolen, det kommunale fritidshjem/klyng og det selvejende fritidshjem/netværk, hver især er repræsenteret med en leder. En sådan model kunne samle fritidshjemstilbuddet rundt en skole, således at fritidstilbuddet kunne bestå af både kommunale og selvejende fritidstilbud. Til denne model, har jeg hørt Else Sommer sige, at det kan ikke lade sig gøre rent juridisk. Det er jeg ikke enig i. Man kunne - fx via en klyngedannelse på det kommunal område og en forpligtende samarbejdsaftale på det selvejende område - godt lave en ledelsesstruktur rundt en skole, hvor fritidstilbuddet bestod af både kommunale og selvejende fritidstilbud. Det ene udelukker ikke det andet. Jeg ved godt, at det ikke er den nemmeste løsning, men jeg mener som vores Børne og Unge Bormester Pia Allerslev, at det godt kan lade sig gøre, og for egen regning, at det også kunne bibeholde noget af den mangfoldighed og diversitet, som allerede kendetegner det gode fritidstilbud i Københavns Kommune. Konstruktivt løsningsforslag for skole og fritidstilbuddet i kommunen 1. Nedlæg den eksisterende klyngestruktur på institutionsområdet 2. Vurder den allerede eksisterende bygningsmasse og udnyt den mere optimalt jf. nærhedsprincippet 3. Opret egen klynge/selvejende netværk, jf. 1:1-modellen og 1:2-modellen, hvor det er mulig for 0-5 års området. Beståede af en eller to institutionsledere (alt efter om det bliver model 1:1 eller 1:2) 4. Opret egen klynger/selvejende netværk for skole – fritidsområdet, jf. 1:1-modellen og 1:2-modellen, hvor det er mulig for 6-9 års området. Bestående af en skoleleder og en til to institutionsledere. (alt efter om det bliver model 1:1 eller 1:2) 5. Opret egne klynge/selvejende netværk, jf. 1:1-modellen og 1:2-modellen, hvor det er mulig, for 10-18 år området. Bestående af en til to institutionsledere. (alt efter om det bliver model 1:1 eller 1:2), og hvor skolelederen for nærområdets skole deltager i ledersamarbejdet. Det vil sikre et stærkt samarbejde mellem fritidscenter/klub og skolens arbejde 6. Etabler et samarbejdsudvalg mellem 0-5 års området, 6-9 års området og 10-18 års området. Det vil sikre et stærk samarbejde for bl.a. overgange 7. Ansættelsesforholdet i de kommunale klynger vil være på klyngebasis 8. Ansættelsesforholdet i de selvejendes netværk vil være på den enkelte institution Dette relativt simple forslag kunne sikre et godt samarbejde på tværs af institutionerne i de forskellige aldersområder. Det kunne sikre gode overgange mellem aldersområdet, og lige så vigtigt: det kunne skabe nogle attraktive stillinger for personalet. Den helt store fordel ligger i samarbejdet mellem skoler og fritidshjem, som jeg mener skal tænkes ind i et lagt større samarbejde, end det vi ser i dag. Hele intentionen bag folkeskolereformen skal tænkes ind i samarbejdet. Således at det pædagogiske personale i institutionerne bliver en langt større del af skolen, og ikke kun i halve løsninger som vi i dag ser i skolepædagogen, stærkt samarbejde, morgenåbnere og lektiecafeen. Det burde ikke være opdelt som nu, men tænkes som en helhed. Det ville sikre, at vi ser det hele barn. Både i skolen, og i fritiden. Med venlig hilsen Brian Mathiassen