Høringssvar vedrørende Fremtidens Fritidstilbud

Oprettet: 4. februar 2015
Svarnummer:
313

Indsendt af

Hans-Henrik Grant

Postnr.

2100

By

Kbh. Ø

Høringssvar

Det er med stor beklagelse at jeg som far til to børn på Øster Farimagsgade skole, i FK2 og Dronning Louise oplever udviklingen indenfor skole/fritids-ordningerne for vores børn i disse år. Da skolen i forvejen presses af tilpasningen til den nye skolereform, samt den rummelige folkeskole og inklusionstanken, som fører til øget pres på både vores børn og lærere, er der ikke brug for kæmpe fritidsinstitutioner hvor kontakten mellem voksne og børn mindskes. Det er vel også forudsigeligt at mange børn eller deres forældre helt vil droppe fritidstilbudene og gå hjem i stedet. Det bliver spændende at se hvad det eksperiment medfører. Der er i øjeblikket et velfungerende samarbejde mellem skole, fritidshjem og klubben, når det handler om børnenes trivsel eller mangel på samme. Dette vil ikke kunne fortsætte på samme måde med 600 børn og da slet ikke med dem der vælger at gå hjem i stedet. De voksne vil ikke kunne følge børnene tæt nok. Jeg frygter at effekten at de samlede politiske beslutninger - eller spareøvelsen om man vil - vil gå ud over børnenes indlæring og trivsel. Det kan vel næppe påstås at der er nogen fornuftig sammenhæng mellem "stordrift" i fritidsinstitutionerne, den rummelige folkeskole og inklusionstanken, det øgede pres på lærere og pædagoger og så ideen om at vi skal have verdens bedste folkeskole med de deraf følgende klogeste elever. Hvis der på rådhuset er et ønske om at spare penge på fritidsordningerne, så meld det dog ud som sådan. Men prøv ikke at bilde os ind at det er for børnenes bedste.