Høringssvar vedrørende Fremtidens Fritidstilbud

Oprettet: 4. februar 2015
Svarnummer:
289

Indsendt af

Cathrine Rasbøl

Postnr.

2720

By

Vanløse

Høringssvar

Vedr. fremtidens fritidstilbud. Kære BUF I lighed med mange andre indsendte høringssvar bekymrer forslaget om fremtidens fritidstilbud os. I skriver: "Kortere åbningstid i vores fritidstilbud betyder, at der er mindre tid og færre penge til institutionerne – og dermed færre pædagoger og aktiviteter for børnene. I København ønsker vi fortsat fritidstilbud af høj pædagogisk kvalitet og som skaber en god sammenhæng mellem skole og fritid." Vi er glade for at I ønsker høj kvalitet og sammenhæng mellem skole og fritid, og derfor undrer det os at kortere åbningstid i fritidstilbuddene nødvendigvis betyder færre penge til institutionerne. Hvis reformerne ikke er et ønske om at spare, kunne det så ikke betyde flere timer til samtænkning og dermed kunne bedre sammenhæng opnås? Det er vel en politisk prioritering om midlerne forbliver på området. "København ønsker at fastholde børn og unges trygge og aktive fritidsliv i en tid, hvor skoledagen bliver længere." Vi har netop valgt Enghuset, fordi vi gerne vil have en mindre, integreret institution, som giver os både den tryghed og de aktiviteter, som passer til vores børn og vores familie. Vores børn bliver mødt af en fast kerne af voksne, som kender dem og som de kender lige godt - der er ikke voksne der flyttes rundt mellem afdelinger (som vel er et realistisk scenarie, når et stort hus skal dækkes personalemæssigt). Det bekymrer os, at tanken er at samle 336 børn i en større enhed, selvfølgelig med mindre afdelinger, men det kan vel ikke helt undgås at det nære kendskab til hinanden, de få timer, der skal tilbringes på fritidshjemmet, ryger? For os er det ikke ligegyldigt, hvem der skal give vores børn den positive voksenkontakt hver dag, hvilket er en af jeres pejlemærker på kvaliteten. Vi er enige i at en ledelsesstruktur, der kan sikre relationen mellem fritidshjem og skole er nødvendig for at skabe det gode samarbejde mellem pædagoger og lærere, men det er for os at se ikke en logisk følgeslutning at der skal være tale om 1 skoleleder:1 fritidshjemsleder, som har alle børn på en matrikel. Sammenfattende er vores største bekymring, hvordan meget store institutioner kan sikre at det enkelte barn bliver set, læst rigtigt af en kendt voksen og forstået, således at uheldig udvikling kan forebygges, håndteres pædagogisk og trivsel kan fremmes. Det er vores bekymring, at såvel børn med tilbageholdenhed og tendens til ængstelse som børn med mere udadreagerende adfærd vil komme på hårdt arbejde i en stor institution. Frikvartererne i skolen kan såmænd være kaotiske nok, og derfor er der stadig behov for de mindre enheder om eftermiddagen. Derfor plæderer vi for at de mindre enheder, for vores vedkommende særligt Enghuset, som er tilknyttet Hyltebjerg Skole, bevares. Vi har endvidere ikke på noget tidspunkt set afstanden mellem skolen og Enghuset, som noget problem for vores skolebarn. Venlige hilsner forældre til to børn på 7 og 5 år i Enghuset