Høringssvar vedrørende Fremtidens Fritidstilbud

Oprettet: 4. februar 2015
Svarnummer:
245

Indsendt af

Forældrerådet Borup

Virksomhed / organisation

Forældrerådet Borup Klynge Bi2

Postnr.

2400

By

København N.V.

Høringssvar

Bispebjerg d. 4.2.15 Høringssvar vedrørende fremtidens fritidstilbud Københavns Kommune fra forældrerådet i Borup/Klynge Bi2. Kære Børne- og Ungeudvalg i København. I er helt galt afmarcheret i forhold til jeres plan med at lægge fritidshjem på skolerne og fritidsklubber i store fritidsplatforme. I må for vore børns skyld finde et andet sted at spare ! Fritidshjem bør have pædagogisk ledelse og det bør være under klyngerne for at fastholde den fagligt pædagogiske udvikling I selv satte i gang med klyngedannelsen i 2011. Det er med meget stor bekymring, at forældrerådet i Den Integrerede Institution Borup/Klynge Bi2 har modtaget Københavns Kommunes udspil om for fritidstilbuddene omkring Grøndalsvænget Skole - et udspil som kan ende med, at fritidshjemmet Borup samt evt. hele Borup bliver lukket. Vores børn går i dag i henholdsvis sproggruppen, børnehaven, fritidshjemmet eller klubben i Borup og det er ikke tilfældigt, at det er Borup som danner rammen om eftermiddagstimerne for de lidt større børn efter en lang skoledag. Den Integrerede Institution Borup er ganske enkelt ét af de bedste fritidstilbud i København Kommune fordi: •Personalets pædagogiske arbejde er i særklasse, og de formår at se og møde det enkelte barn der hvor det er. -Den Integrerede Institution Borup er en del af Klynge Bi2 der har et stærkt pædagogisk fagligt fundament som de konstant forsøger at udvikle på. •Fritidshjemmet Borup har igennem årene modtaget mange børn med særlige behov som af den ene eller anden grund ikke kunne trives i større rammer. •Ledelsen er kompetent, personalegruppen er stabil og økonomien er sund. •Legepladsen er en oase og helt ny, som giver børnene mulighed for en positiv og udfordrende eftermiddag i inspirerende udenoms-arealer. Dette vægtes og børn opfordres til og deltager i udeliv i al slags vejr. •Institutionen har en passende størrelse, som gør, at børn, personale og forældre kender hinanden. •Fritidshjemmet Borup ligger en lille gåtur væk fra skolen, og turen og de nye rammer giver et kærkommet afbræk i børnenes hverdag. De trænes i trafiksikkerhed og får en daglig gåtur. •Fritidshjemmet Borup er et klart førstevalg for mange engagerede forældre til børn på Grøndalsvænget Skole. Borups tætte beliggenhed op af Grøndalscenter / boldbanerne / Genfoeningpladsen udgør en perfekt match i forhold til vores børn mulighed for – med udgangspunkt i de trygge pædagogiske og dermed guidende rammer i Borup - at blive indført i de mange foreningstilbud og vælge deres fritid. Udsigten til, at vores børn fremover skal blive en del af en mega-institution med over 300 børn samlet i KKFO lokaler på Grøndalsvænget Skole er skræmmende, og det er en udvikling som vi i forældrerådet for alt i verden vil undgå. De nuværende rammer omkring Grøndalsvænget Skole er utilstrækkelige og specielt udenoms-arealerne er problematiske, og kan på ingen måde danne en tilfredsstillende ramme for så mange børns fritidsliv. Vi frygter derfor, at fritidstilbuddet fremadrettet bliver reduceret til opbevaring – og det ønsker vi ikke at lægge børn til. Forældrerådet støtter op omkring Grøndalsvænget Skole og det ”Stærke Samarbejde” der er mellem Borup/Klynge Bi2 og skole, men kun i det omfang, at skole og fritidstilbud i et lige værdigt samarbejde kan skabe gode trygge rammer for vores børn gennem hele dagen. Vi forudser desværre, at mange fremadrettet vil vælge den lokale folkeskole fra, hvis vore børns gode fritidsliv skal ofres i en økonomisk spareøvelse. Forældrerådet opfordrer til, at der kigges på lokale løsninger, som den ledelsen i Klynge Bi2 foreslår, som tager hensyn til, at vi som forældre har mulighed for at vælge det fritidstilbud som passer bedst til vores børn. Forældrerådet opfordrer til, at Fritidshjemmet Borup bevares som fritidshjem på sin nuværende matrikel og at det kommende fritidstilbud for de lidt større børn og unge ligeledes lægges under Klyngen sådan at der er et pædagogisk 0 – 18 års perspektiv under pædagogisk ledelse. Bevar Borup i Klynge Bi2 og spar på noget andet end udviklingen af byens fremtid. Med venlig hilsen Forældrerådet i Borup/Klynge Bi2