Høringssvar vedrørende Fremtidens Fritidstilbud

Oprettet: 3. februar 2015
Svarnummer:
236

Indsendt af

Mette og Martin Høgel

Postnr.

2700

By

Brønshøj

Høringssvar

Kære Børne- og Ungdomsudvalg Det er med stor bekymring, at vi har modtaget Københavns Kommunes udspil om en 1:1 struktur for fritidstilbuddene omkring Korsager Skole - et udspil som kan ende med, at Fritidshjemmet Storegårdsvej bliver lukket. Vores dreng går i dag på Fritidshjemmet Storegårdsvej, og han har to små søstre, som vi også håber skal starter der, henholdsvis til sommer og om tre år. Det er ikke tilfældigt, at vi har valgt, at netop Storegårdsvej skal danne rammen om eftermiddagstimerne efter en lang skoledag. Fritidshjemmet Storegårdsvej er ganske enkelt ét af de bedste fritidstilbud i København Kommune fordi: • Personalets pædagogiske arbejde er i særklasse, og de formår at se og møde det enkelte barn der hvor det er. • Fritidshjemmet Storegårdsvej har igennem årene modtaget mange børn med særlige behov som af den ene eller anden grund ikke kunne trives i større rammer. • Ledelsen er kompetent, personalegruppen er stabil og økonomien er sund. • Legepladsen er en oase, som giver børnene mulighed for en positiv og udfordrende eftermiddag i inspirerende udenomsarealer. • Institutionen har en passende størrelse, som gør, at børn, personale og forældre kender hinanden. • Fritidshjemmet Storegårdsvej ligger en lille gåtur væk fra skolen, og turen og de nye rammer giver et kærkommet afbræk i børnenes hverdag. • Fritidshjemmet Storegårdsvej er et klart førstevalg for mange engagerede og ressourcestærke forældre til børn på Korsager Skole. Udsigten til, at vores børn fremover skal blive en del af en mega-institution med 448 børn samlet i Frithusets lokaler på Korsager Skole er skræmmende, og det er en udvikling som vi for alt i verden vil undgå. De nuværende rammer omkring Korsager Skole er utilstrækkelige og specielt udenomsarealerne er problematiske, og kan på ingen måde danne en tilfredsstillende ramme for så mange børns fritidsliv. Vi frygter derfor, at fritidstilbuddet fremadrettet bliver reduceret til opbevaring – og det ønsker vi ikke at lægge børn til. Vi vil gerne støtte op omkring Korsager Skole, men kun i det omfang, at skole og fritidstilbud kan skabe gode trygge rammer for vores børn gennem hele dagen. Vi forudser, at mange fremadrettet vil vælge den lokale folkeskole fra, hvis vores børns gode fritidsliv skal ofres i en økonomisk spareøvelse. Vi mener derfor, at der er behov for lokale løsninger, som tager hensyn til, at vi som forældre har mulighed for at vælge det fritidstilbud som passer bedst til vores børn. Vi vil således opfordre til, at Fritidshjemmet Storegårdsvej bevares som fritidshjem på sin nuværende matrikel og fremadrettet kommer til at fungere som en satellit til Frithuset. Bevar Fritidshjemmet Storegårdsvej! Venlig hilsen Mette og Martin Høgel