Høringssvar vedrørende Fremtidens Fritidstilbud

Oprettet: 27. januar 2015
Svarnummer:
127

Indsendt af

Pernille Munkebo Hussmann

Virksomhed / organisation

Smørblomsten

Postnr.

2700

By

Brønshøj

Høringssvar

Til Børne- og Ungdomsudvalget Københavns Kommune har planer om at ændre i fritidsinstitutionernes organisering. Baggrunden for dette er, at de længere skoledage, som er en konsekvens af skolereformen, naturligt giver kortere dage i bl.a. fritidshjemmene. Jeg forstår udfordringerne i at få dette til at hænge sammen, både set i forhold til økonomi og i forhold til at tiltrække og fastholde kvalificeret personale. Jeg håber dog, at I vil være villige til at genoverveje at give de små institutioner en chance. Der må kunne findes en model – det kunne være den omtalte flermatrikelløsning – så vores meget afholdte fritidshjem Smørblomsten i Brønshøj/Husum kan få lov at fortsætte sit fortræffelige og meget engagerede arbejde med vores børn. For der er faktisk en grund til, at vi forældre har valgt lige præcis Smørblomsten og ikke et af de andre fritidshjem, der hører til Husum Skole. Som forældre til to lidt tilbageholdende og forsigtige børn (en pige i 2. klasse og en dreng i 0.) valgte vi netop Smørblomsten ud fordi det er en mindre institution. Dette er med til at skabe tryghed, nærvær og meget tæt kontakt til de utroligt engagerede voksne der er på Smørblomsten. Alle ansatte kender alle børnene, og når man kommer for at hente ved de altid, hvor lige netop mine børn er. Min frygt er, at de mere stille og tilbageholdende børn drukner i de planlagt kæmpe-fritidshjem, hvor der gå flere hundrede børn. Hvordan forestiller I jer, at pædagoger ansat sådan et sted, skal kunne yde den samme omsorg og nærvær overfor alle børn, endsige kende deres navn og vide, hvor de er. Vi har aldrig oplevet mobning på Smørblomsten – der er altid en voksen i nærheden til at gribe ind, hvis der er optræk til problemer. Endvidere valgte vi Smørblomsten fordi det klart er det fritidshjem knyttet til Husum Skole, som har den mest strukturerede hverdag med utroligt mange gode aktiviteter; besøg i svømmehal, deltagelse i boldturneringer, hyldebærture, boldspil i den tilhørende sal mv. Børnene får ikke lov til at melde sig ud, og mine børn har helt klart brug for et kærligt skub til at deltage i de planlagte aktiviteter. Alle børn har godt af at være med i et fællesskab, men ikke nødvendigvis et stort og uoverskueligt fællesskab. Jeg ved, at andre forældre har valgt Smørblomsten fra, fordi de fandt, at der er for meget struktur, for mange skal-ting i forhold til deres børns behov. Og det er jo netop det, der er så fint ved at have forskellige fritidshjem. De lægger – selvfølgelig alle med børnene trivsel som fokus – vægt på forskellige ting, og på den måde kan det samlede fritidstilbud i den grad tilgodese børnenes forskellige ønsker og behov. Stort er ganske givet godt i forhold til økonomi – herunder bygningsdrift – men det er børn vi taler om her, og ikke alle børn trives i meget store fællesskaber. Jeg håber derfor I vil genoverveje om stort er den eneste løsning på de udfordringer som den kortere dag i fritidshjemmene giver. Det fremgår af ’Fremtidens Fritidstilbud’ at Smørblomsten fritidshjemspladser flyttes til den samlede fritidsinstitution, som har to matrikler, Trommen og Stafetten. Det ville jeg være utroligt ked af, da jeg har svært ved at se, hvordan mine – i øvrigt helt normalt fungerende børn, der klarer sig rigtig godt i skolen – skal trives i så store sammenhænge (derudover har jeg meget aktivt valgt Stafetten fra, da jeg skulle vælge fritidshjem til mine børn). Ét fritidshjem pr. skole kan måske gå i forhold til mindre skoler – jeg har svært ved at forstå, hvordan det skulle give børnene en mere sammenhængende og tryg hverdag blandt hundreder af andre børn. Som tidligere nævnt er jeg ligeledes bekymret for, hvordan de voksne skal kunne være nærværende og have kontrakt med så mange børn. Opmærksomheden på det enkelte barn er helt klart større på det mindre fritidshjem, end jeg oplever den er det på de større fritidshjem, hvor jeg jævnligt henter mine børns legekammerater til legeaftaler. Det er ikke fordi det er dårlige fritidshjem – de kan bare ikke det, som vi oplever at Smørblomsten kan. At nedlægge Smørblomsten er i mine øjne intet mindre en katastrofalt. Jeg er sikker på, at mine børn nok skal klare at blive flyttet til sådan en mega-fritidsordning, da de er nu så trygge ved deres kammerater fra klassen og fritten - Smørblomsten har givet dem en tryg start. Jeg kan dog også med sikkerhed sige, at de ville have haft det rigtig svært med at starte deres fritidshjemsliv i sådan en mega-institution, omgivet af flere hundrede fremmede børn. Sådan er jeg sikker på, at flere andre børn også kan have det, og det håber jeg, at I vil tænke over. Med venlig hilsen Pernille Munkebo Hussmann, mor til to børn på Husum Skole i Brønshøj/Husum.