Høringssvar vedrørende Fremtidens Fritidstilbud

Oprettet: 26. januar 2015
Svarnummer:
113

Indsendt af

Trine Anker

Virksomhed / organisation

privat

Postnr.

1663

By

Kbh. V.

Høringssvar

Vores to børn går på Saxogårdens fritidshjem – en af de små børneoaser på Vesterbro, som nu er lukningstruet. Saxogårdens dygtige og engagerede pædagoger og medhjælpere har gennem mange år skabt rammerne for et rigt børneliv, adskilt fra skolen med en ti minutters gåtur gennem byen. En gåtur som mange af børnene skønner på, og som er med til at gøre dem trafikvante og godt bekendte med deres nærmiljø. Saxogårdens pædagoger har altid haft blik for børn, der periodevist har haft behov for ekstra støtte og har haft overskud og vilje til at sætte ind overfor problemer, som let kan overses i skolehverdagen, hvor lærerene af gode grunde kan have svært ved at finde tid til at arbejde med at løsne op for uhensigtsmæssige mønstre i børnegrupperne. Vi frygter, at en lukning af de små fritidshjem i København og en efterfølgende sammenlægning ti l store institutioner vil forårsage at børn, som har behov for ekstra støtte, i det daglige eller periodevist, vil blive overset i mængden. Vi kan desuden være bange for, at de mange dygtige pædagoger, som holder af deres arbejde, fordi de ved, at de har tid og mulighed for at være opmærksomme på det enkelte barn, vil opleve sammenlægningerne af institutionerne, som en stor forringelse af deres arbejdsvilkår med opsigelser og sygemeldinger til følge. Vi har svært ved at forstå, hvorfor der planlægges opførsel af nye institutioner i umiddelbar nærhed af skolerne, når der eksisterer gode bygninger, som allerede er indrettet til formålet, indenfor 10 minutters gang fra de samme skoler. Desuden synes vi, det virker uigennemtænkt at en så gennemgribende forandring planlægges gennemført meget kort tid efter skolereformen, som endnu ikke har fundet sit ståsted på mange skoler. Kære politikere: Læg bånd på forandringstrangen og bevar de små og gode fritidshjem i København. Mvh. Andreas Ugorskij og Trine Anker