Høringssvar vedrørende Fremtidens Fritidstilbud

Oprettet: 18. januar 2015
Svarnummer:
60

Indsendt af

Signe Andersen

Virksomhed / organisation

Voldparken Fritidshjem

Postnr.

2700

By

Brønshøj

Høringssvar

For vores - og ca 80 andre forældrepars - vedkommende vil gennemførelsen af forslaget om fritidstilbuddet for børn på Husum og Korsager Skole få store konsekvenser. Vi har til huse på Voldparken Fritidshjem der ganske rigtigt som skrevet ligger hele 1000 meter fra Husum Skole. Der er der en grund til. For os personligt har vi valgt fritidshjemmet ud fra kvalitet, men også fordi det ligger i nærområdet hvor vi bor, hvilket konkret betyder legekammerater lige om hjørnet og kort tid til hjemmet ved afhentning. Vi havde set frem til at vores barn på sigt selv kunne gå hjem fra fritidshjemmet uden at skulle krydse Frederikssundsvej, der i forvejen er russisk roulette for skolebørnene grundet de hastigt skiftende lyskryds og massive myldretidstrafik ved Føtex, som langt de fleste der bor på den anden side af Frederikssundsvej og går i skole på Husum og Korsager skole, skal krydse hver eneste dag. Derfor følges børnene i skole, og før reformen sågar af omsorgsfulde pædagoger, men med morgenåbningens endeligt forsvandt også den mulighed, så vi nu som forældre presses yderligere om morgenen. Heldigvis hentes børnene stadig og har en dejlig eftermiddag på Voldparken Fritidshjem. Én ting er at jeg ikke ved hvordan jeg skal få min arbejdstid, der varer til kl. 17 hver dag, sammen med at skulle hente barn senest kl. 17. Voldparken Fritidshjem har åbent til 17.30. Det har det foreslåede nye fritidshjem pt. ikke. Dernæst skal vi gå samme vej som til skole, en tur på ca en halv time. Så er vi hjemme 17.45 og har ikke just meget tid til ordenlig aftensmad eller nærvær efter en lang dag. En anden ting er at jeg gerne helt konkret vil høre tankerne om hvordan man vil erstatte Voldparken Fritidshjems solide erfaring og ekspertise med arbejdet med de tosprogede børn i lokalområdet? Som den eneste institution af de berørte har vi en meget høj belægning af tosprogede, men personalet er grundet deres store engagement og stærke faglighed lykkes med at skabe et fritidshjem med plads til alle i faste, omsorgsfulde rammer med altiviteter der emmer af nærvær og udvikling for den enkelte. Når forældrene nu skal hente deres børn nær ved skolen - en kilometer væk - er mit bud, grundet den lange skoledage og korte fritidshjemstid, at de simpelthen melder børnene ud. For lokalområdet har det den konsekvens vi har set i forbindelse med den lukkede klub i Voldparken: Øget aktivitet på de offentlige områder af de børn og unge der bor her i Voldparken og Arildsgård, med meget uhensigtsmæssige følger og utryghed for beboerne. Voldparken Fritidshjem har både erfaringen og kulturforståelsen til at drive et stærkt fritidstilbud for disse børn. Jeg gætter på at man indregner personalets arbejdskraft i det nye supercenter, men det tror jeg bestemt ikke man skal regne med vil komme til at ske. Kort sagt besværliggør/umuliggøres omstændighederne for at jeg kan passe mit arbejde, dernæst river man en naturlig og vellykket integration i hverdagen op med rode og sender børnene væk fra deres nærområde i deres fritid, eller alternativt ud på gaden. Det giver ingen mening og de besparelser man gerne vil se, er jeg ikke i tvivl om udebliver, fordi der nu vil være brug for en ekstra indsats andetsteds. Dernæst kan man kigge på den ønskede konstruktion: Det små i det store. Som medarbejder på et i forvejen stort fritidshjem med ca 180 børn må jeg med det samme udtrykke en enorm bekymring. I min dagligdag er jeg omgivet af dygtige kollegaer og en engageret og kompetent ledelse, der hver dag arbejder det ypperste for at skabe nærhed for børnene. Men jeg ser også hver dag udfordringen i at favne, se og høre alle. Vi ved hvor vigtigt det er for det enkelte barns udvikling og vi prioriterer det højt på min arbejdsplads men balancerer somme tider på en knivsæg, grundet det store areal vi befinder os på. Skulle man så yderligere implementere 300 børn på fritidshjemmet ser jeg ikke andre løsninger end at dele dem op og holde dem adskilt, simpelthen for at vide hvor de er og hvordan de har det. I værste fald bliver det i lokalerne på den nærliggende skole. Det giver samlet set følelsen af en meget lang skoledag, uanset hvor dygtige vi er til at være bannerførere for fritidspædagogikken, fagligt og personligt. Børnene har brug for et lokaleskifte. Børnene har brug for tid til fri leg - at færdes hvor de vil uden konstrueret tid, pensum og målsætninger. Mest af alt har de krav på at blive set og hørt hver dag på egne præmisser! Kære København: Det her er slet og ret at skyde sig selv i foden. Den eneste fordel vil være at de pædagoger der ikke vil være med til at sænke kvaliteten i fritidstilbuddene med stor sandsynlighed kan få job som gadeplansmedarbejdere om meget kort tid.