Høringssvar vedrørende Fremtidens Fritidstilbud

Oprettet: 16. januar 2015
Svarnummer:
57

Indsendt af

Christina Nørgård

Virksomhed / organisation

Mor til Sofie - underviser på læreruddannelsen UCSJ

Postnr.

2700

By

Brønshøj

Høringssvar

Kære politiker - Jeg skriver fordi jeg frygter at Københavns Kommune vil tabe en masse børn og forældre på gulvet, hvis man beslutter at lukke de selvejende fritidshjem. Jeg har selv arbejdet som lærer og underviser nu på læreruddannelsen - jeg er indædt fortaler for en mangfoldig folkeskole, som netop folkets skole - en skole med plads til alle, og med mulighed for at lære at færdes, i og med, mangfoldighed - jeg ser det som min allervigtigste professionelle opgave at undgå elev-flugt mod privatskolerne, Den opgave regner jeg med at vi er fælles om - vi professionelle, og I politikere? Samtidig er jeg mor til to, og jeg er en del af en super bevidst og ret ressourcestærk forældregruppe - en forældregruppe som holder nøje øje med, om de henter glade børn, og deres valg om at lade barnet gå i folkeskolen er et aktivt valg som hele tiden bliver taget op til revision. Når forældre-gruppen bliver stillet i udsigt at deres selvejende fritidshjem lukker, samtidig med at deres børn hver dag mødes af lærere der er reformpressede, skoleledere der taler om reformens år 0 - og en masse forandringer i den forbindelse - når forældrene mødes af politikere der vil skabe øget sammenhæng (en sammenhæng som iøvrigt allerede er der) - så frygter jeg at de flygter fra det samlede skoletilbud. Jeg frygter, at vi mislykkes med vores fælles opgave - den som gik ud på at sikre folkeskolen og undgå elevflugt? Jeg vil rigtig gerne høre din vurdering af, hvordan det står til med vores fælles opgave, hvis man lukker de selvejende fritidshjem - hvordan tror du at den bevidste og stærke forældre-gruppe vil handle? -hvilke valg tror du at de træffer, når de oplever serviceforringelse, når de får frataget det frie valg, og når de bliver talt ned til, som nogle der må overlade det at skabe sammenhæng i deres børns hverdag, til kommunen? I april flyttede min familie og jeg fra Valby til Brønshøj - det betød at min datter på 7 år skulle skifte skole og dermed også SFO - fra en stor SFO til et mindre selvejende fritidhjem. Jeg vil gerne fortælle om det skifte - især om hvad vi føler at vi har fået med det lille fritidshjem - dvs. det som den store SFO skal stå på mål for, hvis ikke vi skal opleve serviceforringelse. (Jeg kunne have stillet det op som en før og nu, men det gør jeg ikke fordi jeg ikke vil være det bekendt at skyde på de professionelle der var på den gamle SFO - de gjorde alt hvad de kunne indenfor de givne rammer). Blot vil jeg sige at alle punkterne kendetegnes af kontrast mellem vores tidligere SFO og vores nuværende fritidshjem: På det lille fritidshjem henter jeg mit barn: -hun sidder oftest sammen med en gruppe piger og en voksen og nørkler. -hun får tilbudt at prøve forskellige fritidsaktiviteter såsom at gå til guitar eller keramik - uden at det bliver så forpligtende som det ville være hvis vi f.eks. tilmeldte hende musikskole - hun kan prøve det af sammen med venner og en kendt voksen. -hun har venner fra andre klasser end sin egen, simpelthen fordi det er ret forskelligt hvor skolekammeraterne går - det har den fordel at der sjældent er konflikter startet i skolen som rejser med over i fritidshjemmet. -hun passer kaniner - og ved nu hvordan man skal bære sig ansvarligt ad når man har dyr - noget vi ikke har mulighed for hjemme. -hun oplever at være med til sommerfester, julefester og cabaretforestillinger - hyggelige arrangementer som er hyggelige fordi der er plads til os alle- det er arrangementer der kan gennemføres på en hyggelig måde, netop fordi vi er en mindre institution. -hun er sammen med glade professionelle pædagoger, der har tid og ro til både mit barn og jeg. Sådan fritidhjems tilbud er ufatteligt nemt at lukke, men hamrende svært at bygge op - det handler om meget mere end bygninger og tørre tal - men om at se værdi i en pædagogisk kultur der i den grad understøtter det, som er vores fælles opgave - nemlig at forældrene bliver i folkeskolen. Mit bud er at det lille fritidshjem bl.a. er med til at gøre at de godt kan forsvare at deres børn er en del af en skolereform som mange er usikre på, fordi de i hvert fald er trygge ved fritidsdelen. Jeg håber stærkt at du vil være med til at knokle for vores fælles opgave - og jeg håber at du vil tage lukningen af de selvejende fritidshjem op til kraftig overvejelse. Venlig hilsen Christina Nørgård