Høringssvar vedrørende Fremtidens Fritidstilbud

Oprettet: 15. januar 2015
Svarnummer:
53

Indsendt af

Dorte Brodthagen

Virksomhed / organisation

Privat

Postnr.

2700

By

Brønshøj

Høringssvar

Kære politikere, Mit svar omhandler organisering af fremtidens fritidstilbud omkring Brønshøj skole: I de 6 principper er beskrevet div argumenter for, hvorfor en KKFO med ca 400 børn vil være at foretrække. I bund og grund er der vel ingen argumenter, der slår det økonomiske - om end det ikke er direkte beskrevet. Stordriftsfordele. Sådanne stordriftsfordele kommer bare ikke børnene og deres udvikling og fritidsliv til gode! Jeg tror ikke på, at personalet der, kan levere samme trygge, nærværende og altid rummende samvær, som vi oplever det på vores børns helt fantastiske fritidshjem Præstekær (godt 100 børn). Adskillige (tidligere) personale fra KKFO'er beskriver jo netop, hvordan kvaliteten af arbejdet med børnene daler, når det skal forsøges udført i disse store 'fabrikker'. Og set i det lys, er der intet sparet, idet børn der ikke får den nødvendige støtte og omsorg, blot senere udvikler behov for dyrere foranstaltninger. Jvf princip 2 vil jeg henlede opmærksomheden på, at også mindre børn har brug for meget andet end den 'rå' pasning. Hvis den omtalte KKFO besluttes, vil jeg på det kraftigste opfordre til, at det organiseres med Præstekær som primus motor. Præstekærs ledelse er både pædagogisk og økonomisk yderst kompetent. Medarbejdergruppen er ud over det sædvanlige! Det noteres også af pædagogisk konsulent ved dennes besøg. Og det bekræftes, når 79 ud af 100 børn ved skolestart 2013 søgte Præstekær! Stedet har gennem mange år været priviligeret med en betragtelig venteliste. Heriblandt børn der ønsker overflytning fra fritidshjemmet Bella. Jeg vil opfordre til, at skolelederen og Præstekærs ledelse får mulighed for at udforme en partnerskabsaftale, således at arbejdet og samarbejdet værdi-baseres. Brønshøj skole er under udvidelse. Det bliver meget spænende. Undervejs et gevaldigt byggerod. Jeg går ud fra at et evt kommende fritidstilbud på Brønshøj Skole først iværksættes, når der er ro på arenaen. Skolereform og mange skift og forandringer lader ikke plads tilbage til en forhutlet indflytning. Det glæder mig at læse i princip nr 3, at fritidsstrukturen skal være faglig og økonomisk bæredygtig. Derfor vil jeg foreslå, at det er ressourcer fra Præstekærs klub 'Hjørnet' og BHU, der udnyttes ved fremtidigt klubtilbud. Det må bero på en fejltagelse, at Brønsparkens Fritidscenter / Hegnshusene skulle udvælges. Der har været 'gennemtræk' af ledelse, medarbejdere og børn gennem de sidste mange år, så det bæredygtige er svært at få øje på. Jeg minder om: Børn og unge i trivsel, som har mulighed for udvikling af individet og støtte til at bidrage til fællesskabet, og som har mulighed for tilstrækkelig voksenkontakt - det er fremtidens ressource! Venligst Dorte Brodthagen