Oprettet: 14. januar 2015
Svarnummer:
7

Indsendt af

Henrik Hvass

Postnr.

2300

By

København S

Høringssvar

Vedr. forslag til lokalplan "Bardenflethgade II med kommuneplantillæg". Det er vel på tide, at der bygges på den omtalte ejendom, idet lokalplan (nr. 293) vedrørende ejedommen er fra 1997. Ejeren (Hoffmann a/s) har ikke ligefrem vist stor interesse for at vedligeholde området samt de tilhørende fortove. Vi er mange, der har ventet på Kommunens indgriben. Den kommer så nu, hvor ejeren kræver en ny lokalplan, der på tværs af nærzonens beboeres interesser ændres på i hvert fald et par områder, nemlig: 1. Parkeringsforhold og 2. Skyggevirkning og øget støj for nabobygninger. Vedr. parkeringsforhold. Da Kommunen indførte parkeringsafgifterne i diverse farvede zoner, kunne man finde parkeringen i Peter Vedels Gade og Bardenflethgade i zonen, der omfattede Islands Brygge. Området blev ikke benyttet og blev derfor, efter henvendelse fra nogle beboere i Sundby Nord overflyttet hertil. Dette har i de fleste situationer givet mulighed for at finde en parkerings om ikke direkte i nærheden af egen bopæl, så dog tæt nok til at virke tilfredsstillende. Det er forunderligt, at en bygherres (Hoffmann a/s) økonomiske interesser vægter højere hos Københavns Kommune end parkeringsforholdene for nærområdets beboere (Sundby Nord) ved at sælge ud af eksisterende parkeringspladser. Endnu mere forunderligt må det siges at være, at Amager Vest lokaludvalgs eneste reaktion herpå er: "Ingen indvendinger". Man må medgive, at måden Kommunen lægger røgslør ud indebærer, at det er nødvendigt med et større detektivarbejde at nå frem til divergenserne mellem den nugældende lokalplan (nr. 293) og ændringerne i forslag II. Det er fint, at man vil bygge omkring 110 lejligheder og placere en børnehave på grunden, men er det rimeligt, at beboerne i nærområdet skal bøde for det med færre parkeringspladser i et i forvejen trængt område? Lejlighedernes størrelse (ca. 99 m) indikerer, at det ikke er store børnefamilier, man ønsker som beboere, hvorfor man må forvente, at der vil blive plads i familiernes økonomi til mindst en bil pr. lejlighed. Hvad er dermed baggrunden for at forhøje m2 tallet pr. forlangt parkeringsplads fra 100 til 150? Derfor må jeg som borger i området protestere imod nedlæggelsen af p-pladser. Desuden ønsker jeg, at Københavns Kommune lever op til sine løfter om at etablere de tidligere 1000-vis af nedlagte p-pladser. Med venlig hilsen