Høringssvar vedrørende Fremtidens Fritidstilbud

Oprettet: 14. januar 2015
Svarnummer:
37

Indsendt af

Karen Bjerregaard

Postnr.

2200

By

København N

Høringssvar

Kære Børne- og Ungeudvalg i Københavns Kommune. Det giver i god mening at justere fritidstilbuddene ift ændringer i folkeskolen, herunder ændringer i børnenes konkrete hverdag og skoledagens længde. De 6 principper I har stillet op kan ingen heller være uenig i. Jeg ser imidlertid nogle væsentlige problemer i de planer I har lagt ud til høring: Skolerne er i gang med første prøveår efter indførelsen af reformen. Meget er ikke faldet på plads og det er ikke sikkert at alle aspekter fastholdes efter et kommende folketingsvalg. Særligt den obligatoriske lektiecafe og dermed skoledagens længde kunne ændre sig med et andet folketingsflertal.Det har stor betydning for overblikket over hvilke muligheder for lokaleudnyttelse der reelt er til stede. Under alle omstændigheder er det uklogt at ændre fritidsstrukturen så drastisk inden begrundelsen for ændringen ligger mere fast. Ønsket om at skabe helhed og sammenhæng i børnenes hverdag har ikke i sig selv noget at gøre med at børnene forbliver på den samme fysiske lokalitet. Al forskning viser at børns udvikling understøttes bedst, hvis vi som voksne formår at se flere forskellige sider af børnene og appellere/stimulere dem på forskellig vis, herunder tilbyde dem forskellige typer af kreative rum og måder at være sammen på. Planerne om de meget store enheder med hundrede vis af børn i de samme lokaler/ faciliteter hele dagen lyder ikke som en frugtbar måde at håndtere fremtidens råstof på. I vores konkrete tilfælde - det helt nyetablerede fritidshjem Kastanjehuset i tilknytning til Guldberg Skole - er det særligt svært at se fornuften i jeres forslag. Her er der jo netop blevet bygget ekstra kapacitet fordi alle de mange børn IKKE kunne rummes på skolen. Man vurderede altså fra Københavns Kommunes side at en samlet løsning på skolen ikke kunne have sin gang på jorden. Kastanjehuset er kommet utrolig fint fra start efter lang tids venten på at de fysiske rammer faldt på plads. Det ville være helt utilstedeligt at bryde den sociale ro og pædagogiske struktur op endnu engang og på alle måder spænde ben for det pædagogiske personales anstrengelser for netop at skabe sammenhæng. Jeg vil her gøre opmærksom på, at det reelt er det meste af en hel årgang fra Guldberg skole der går på Kastaniehuset lige nu, ikke en mindre gruppe, der nemt kunne sluses ind andre steder. Som forældre er vi utrolig glade for de fritidstilbud der eksisterer nu - ingen forældre omfavner ideen om kæmpestore enheder, hvor vi oplever vores børn drukner i mængden. Som skatteydere er vi mildest talt rystede over at I kan have planer om at droppe et nyetableret fritidshjem og lave endnu en ombygning og omstrukturering - det er på alle måder ressourcekrævende og virker ikke gennemtænkt. Som børnefamilier, der har valgt at blive boende i København og har valgt folkeskolen til stiller vi os meget kritiske overfor tiltag, der uden tvivl vil forringe hverdagen for vores børn. Flere og flere vælger folkeskolen fra, og en af hovedbegrundelserne er ønsket om mindre enheder, nærhed og kontakt - også i fritidstilbuddene. Hvis Købehavns Kommune ønsker at fastholde ressourcestærke børnefamilier, der vælger folkeskolen og dermed fritidstilbuddene til, bliver I nødt til at indtænke nogle af de værdier og prioriteter denne gruppe af borgere har - og her står børnene meget højt på listen. Det burde være muligt at videreudvikle den klyngestruktur der allerede eksisterer, så den i endnu højere grad tænkes sammen med skolerne, uden at det er nødvendigt at lukke de såkaldt mindre fritidshjem. Det er derfor mit håb, at I alvorligt genovervejer jeres udspil så det bliver muligt at fastholde de fine eksisterende fritidshjem og på det grundlag fortsat styrke samarbejdet med skolerne. De bedste hilsner Karen S Bjerregaard Mor/Borger/Vælger/Skatteyder/Gymnasielærer