Høringssvar vedrørende Fremtidens Fritidstilbud

Oprettet: 13. januar 2015
Svarnummer:
35

Indsendt af

Christina Nielsen

Postnr.

2700

By

Brønshøj

Høringssvar

13. januar 2015. Høringssvar vedr. Fremtidens Fritidstilbud. Kære politikere Som forældre til en 7-årig datter på hhv. Husum Skole (1. klasse) og Smørblomstens fritidshjem indgiver vi hermed vores høringssvar vedr. Fremtidens Fritidstilbud. Forslaget lægger op til en 1:1 model ud fra en ret udokumenteret påstand om, at en sådan model vil være gavnligt for 6 principper: 1. Barnet skal have en sammenhængende og afvekslende hverdag 2. Der skal skelnes mellem typer af pædagogiske tilbud, så de mindste skolebørn er i et trygt og dannende miljø, der giver forældre mulighed for pasning, mens de større børn dannes i et pædagogisk tilbud i samspil med byens mange andre muligheder. 3. Fritidsstrukturen skal være faglig og økonomisk bæredygtig 4. Skoler og fritidstilbud skal gøre brug af fælles faciliteter, og for de mindste skolebørn skal fritidstilbuddet og skolerne tænkes tæt sammen 5. Skoler, fritidstilbud, foreninger og andre aktører i lokalområdet skal samarbejde om aktiviteter og faciliteter 6. Der skabes den bedst mulige sammenhæng mellem dagtilbud og folkeskole, så folkeskolen i højere grad bliver forældrenes førstevalg. For så vidt angår Husum skole lægger man dog i forslaget op til en 1:2 model, idet både Trommen og Stafetten tænkes anvendt til fritidshjem. Dermed har man – måske tvunget af praktiske omstændigheder - allerede gennemhullet argumentationen for det fremmelige ved 1:1-modellen. På side 108 fremgår det, at Smørblomsten kan bevares under den forudsætning, at der måtte opstå kapacitetsproblemer på Trommen og Stafetten. Vi vil stærkt opfordre til, at det nuværende forslag ændres, således at det på side 108 skitserede alternativ – bevarelse af Smørblomsten - bliver en realitet uafhængigt af kapacitetsproblemer på de to øvrige fritidshjem. Frem for at lukke Smørblomsten, vil vi opfordre til, at I gør jer oprigtige overvejelser om følgende: • Hvad er det, der gør, at en klasse plaget af larm og uro på Husum skole slet ikke oplever de samme problemer, når de selvsamme elever træder ind af døren til Smørblomsten? • Hvad er det, der gør, at Smørblomstens medarbejdere – indtil skolereformen – havde en skare af medarbejdere, som havde været ansat gennem virkelig mange år (10-30!)? • Hvad er det, der gør, at forældrene til Smørblomstens børn gang på gang skriver til politikerene og fremhæver stedets særlige karakter og medarbejdernes engagement? • Hvad er det, der gør, at man trods årelange nedskæringer stadig kan se, at pædagogerne på Smørblomsten har faglige ambitioner og et menneskeligt overskud til at møde børnene i øjenhøjde hver eneste dag? • Hvad er det, der gør, at stedets medarbejdere trods færre timer og penge fortsat kæmper for at bevare de aktiviteter, som man finder vigtige for børnenes trivsel og sammenhold, fx den ugentlige svømmetur og den årlige koloni? • Hvad er det, der gør, at pædagogerne med oprigtighed kalder børnene for ”vores børn”? • Hvad er det, der gør, at vi som forældre oplever, at en ellers meget tryghedssøgende, følsom og genert pige blomstrer, udvikler sig og gør det at være Smørblomst til en del af sin identitet? • Hvad er det, der gør, at vi som forældre møder pædagogisk personale, der i løbet af få måneder havde dannet sig et imponerende og velreflekteret indtryk af vores barns styrker og udviklingspotentialer? Den ægte kvalitet bestående af sammenhold, traditioner, tryghed, overskuelighed og især nærværende voksne, som Smørblomsten repræsenterer for vores datter og dermed for os, har i lang tid været tungtvejende, når vi har drøftet hvorvidt vores datter skulle forblive på Husum Skole. Vi tror ikke på, at noget tilsvarende kan opnås med 1:1-modellen (eller 1:2-modellen). I øvrigt kan enhver der har sat sine ben på Husum Skole ved selvsyn konstatere, at den fysiske afstand mellem skolen og Smørblomsten er fuldkommen insignifikant, så det bør ikke være afstanden, der afgør, hvorvidt Smørblomsten skal lukkes – og da slet ikke på bekostning af de andre fritidshjem i området. Såfremt forslaget vedtages i dets nuværende form og Smørblomstens fritidshjem lukkes, vil det ikke være fremmeligt for jeres 6. princip om, at gøre folkeskolen til flere forældres førstevalg. Vi vil tværtimod genoverveje vores beslutning om fortsat at lade vores datter gå på Husum Skole. Hidtil har Smørblomstens mange kvaliteter faktisk været stærkt medvirkende til, at vi har valgt at bevare hende på skolen og kæmpe videre for skolens og klassens udvikling, selvom den langt fra har levet op til alle vores forventninger efter folkeskolereformen. BEVAR SMØRBLOMSTEN! Med venlige hilsner Christina Nielsen