Høringssvar vedrørende Fremtidens Fritidstilbud

Forblommede budskaber om ”bedre fritidstilbud og mere sammenhæng i skoledagen” runger hult, når konsekvensen bliver lukninger af velfungerende, Københavnske oaser. Om det er mest ironisk at en Venstre borgmester vil fjerne forældres eksisterende muligheder for indflydelse på børnenes hverdag eller at det røde flertal vil øge uligheden skal jeg lade andre vurdere. Jeg er dog overbevist om, at det næppe vinder gehør i nogen politiske lejre. Fremtidens fritidstilbud lyder mere som en betonkommunistisk pølsefabrik end som et FRITIDSTILBUD med rum til individuelle behov og hensyn. Men systemet over mennesket, også i denne sag. Hvor velbjergede har råd til alternativer må mindrebemidlede nøjes med den kommunale discountløsning. Med tiden må man derfor frygte, at diversiteten i folkeskolen forsvinder og at fremtidens folkeskole såvel som fritidstilbud udelukkende vil rumme dem, der ikke har råd til andet. Folkeskolen har kæmpet en sej kamp, men bliver allerede i dag nogle steder betragtet som et andenrangs tilbud. At mange forældre ud fra ideologiske principper vælger folkeskolen til, kan hurtigt ændre sig, hvis forslaget realiseres. Ønsker man, at skubbe flere over i privatskole regi?! Og har man beregnet konsekvenserne (økonomiske og sociale), hvis velfungerende familier i tiltagende grad fravælger folkeskolen? Allerede nu forlyder det, at søgningen på vores lokale folkeskole er reduceret med 20 %. Mine to ældste børn går på ’Skrammellegepladsen’ i Emdrup. Bygget i 1943 af havearkitekt C. Th. Sørensen som verdens første byggelegeplads. Kanoniseret under Brian Mikkelsen og berømmet langt ud over Danmarks grænser. Jævnlig besøgt af gæster fra alverdens fjerne lande. Børnene har små huse og haver, hvor der dyrkes grøntsager, blomster og bær. De er ude store dele af året og får både frisk luft og masser af motion. Det er en stor begivenhed, når ’Maj-børnene’ (kommende 0. klasser) begynder midt i maj og de små nye tages godt imod af både frit- og klubbørn. ’Skrammel’ er som én stor familie og der er mulighed for såvel nærhed som rum og luft. Det fantastiske personale har stor føling med børnene, deres behov og forskelligheder. De formår, at udvikle de små væsener til selvstændige, rummelige, hensynstagende, empatiske og kompetente børn og unge. De få hundrede meters spadseretur ad sikre veje bidrager positivt til både fysisk og psykisk velvære. Den generelle vækst af livsstilssygdomme herunder fedme og type 2 diabetes samt øgningen af børn med ADHD og lignende diagnoser taget i betragtning må børnenes muligheder for fysisk udfoldelse vægtes højt. Især da også inklusion er et mantra i folkeskolen. Alt i alt er ’Skrammel’ altså et godt alternativt til at sidde på et kommunalt fritidshjem beliggende på en skole, hvor mange børn i forvejen opholder sig (for?)mange timer. En fantastisk institution, som jeg også håber lillebror får lov til at opleve. Og der er så fantastisk mange andre små perler blandt de nuværende Københavnske fritidstilbud med hver sit særkende. Det er denne diversitet, der nu smides ud med badevandet! Én skole, et fritidshjem er det nye mantra. Kunne det tænkes, at børnene ville trives bedre i mindre rammer. At det kan være givende, at indgå i andre sammenhænge og netværk end på skolen? At de sparede driftsmidler i stedet formøbles på anlægsudgifter, når små enheder skal omdannes til børnefabrikker? At aldersintegration er medvirkende til at holde de større børn FRA gaderne? Der er i hvert fald overhængende risiko for, at klubbørn fravælger fritidstilbuddene, når de i stedet for at fortsætte i vante rammer skal starte et helt ukendt sted. Om dette ligefrem vil medføre mere kriminalitet, har jeg ikke forudsætninger til at vurdere. Planen for Skrammellegepladsen er omdannelse fra aldersintegreret fritidshjem/klub til fritidscenter. De mindste børn, der er de flittigste brugere af de fantastiske grønne områder, skal fremover opbevares i en kæmpe kolos bygget på skolens område. Udover muligheden for fri leg i det grønne mister børnene også samværet og sparringen med de ældre børn. For Skrammellegepladsen er konsekvenserne også dystre. Selv hvis man formår at tiltrække klub-børn, der ikke er vokset op med Skrammel, kan man frygte at det reducerede tilskud til klub-børn ift. frit-børn vil gøre det vanskeligt at bevare en sund økonomi og man risikerer på længere sigt, at tage livet af en kulturinstitution. Jeg vil indtrængende opfordre udvalget til at revurdere forslaget. Forslaget ser måske fint ud på papiret, men bærer præg af at være skrivebordsarbejde, der ikke har føling med den rigtige verden! Fremtiden med KÆMPE institutioner med >400 børn i gennemsnit på hver institution er et skrækscenarie, mine børn i hvert fald ikke skal udsættes for. Det er dårlig stil at købe bur-æg – er det mon bedre at holde bur-børn? CAROLINE RAUN HANSEN