Høringssvar vedrørende To-timers parkeringszone i Vanløse

Oprettet: 11. januar 2015
Svarnummer:
20

Indsendt af

Steinunn Agla Gunnarsdóttir

Postnr.

2720

By

Vanløse

Høringssvar

Jeg er modstander af at der etableres en P-zone i Vanløse, men mener i stedet at løsningen på parkeringsproblemer omkring Vanløse og Flintholm station må være at Metroselskabet forbedrer parkeringsmulighederne ved stationerne for at give bilpendlerne en mulighed for at parkere. (evt. i form af et parkeringshus på det store ledige areal nord for banelegemet mellem Vanløse og Flintholm station. Lokaludvalget har for egen regning lanceret idéen om at etablere en P-zone ud fra et ønske om at fordrive pendlerne fra at parkere i Vanløse. Noget der ifølge Lokaludvalget skulle give flere P-pladser til vanløseborgerne. Også det lokale handelsliv skulle få glæde af en P-zone, det skønt der allerede er tidsbegrænset parkering på Jernbane allé. (Hertil skal tilføjes at både Føtex og Irma har kunde P-kælder/p-pladser ligesom der er p-kælder i det kommende shopping center ved Vanløse station.) Vores parkeringsproblemer i Vanløse har primært sin årsag i det faktum at der hele tiden bliver nedlagt p-pladser. Bl.a. er der forsvundet mange p-pladser på Jernbane allé i forbindelse med etablering af cykelsti. Og på Jydeholmen. Og snart vil det samme ske i forbindelse med supercykelstien på Linde allé og Hyltebjerg allé. Der uden tvivl pendlere der parkerer i Vanløse og tager metroen til f.eks. Kongens Nytorv eller lufthavnen. Der er også mennesker der arbejder i Vanløse der kører på arbejde. Ligesom der er vanløseborgere der kører i bil til deres arbejdsplads uden for Vanløse. Jeg bor på Hyltebjerg allé nummer 35. Det er uheldigvis på den side af vejen der ikke er omfattet af den påtænkte P-zone. Det betyder at jeg i fremtiden kun vil kunne parkere på min side af vejen, dvs. uden for p-zonen. Beboerne i P-zonen - på den anden siden af vejen - vil derimod kunne parkere på såvel deres som på min side af vejen. Deres gæster tvinges derimod til at parkere uden for P-zonen, dvs. på min side af Hyltebjerg allé. (Hvis der vel og mærke er ledige parkeringspladser, da også mere standhaftige pendlere må parkere uden for P-zonen.) Jeg mener ikke at en P-zone med 2 timers parkering reelt vil kunne løse de problemer vanløseborgerne har med at finde en parkeringsplads. Tværtimod vil en p-zone skabe en masse problemer og unødig kørsel da f.eks. gæster tvinges til at flytte deres bil hver anden time da der ikke er mulighed for at betale for at parkere i et længere tidsrum i en eventuel P-zone. Et af formålene med Metro / S-tog er bl.a. at formindske biltrafikken i København. Derfor kan det ikke undgås at der er en forøget trafikbelastning omkring Flintholm og Vanløse station. En løsning på pendlerproblemet må derfor være at skabe flere parkeringsmuligheder nær disse stationer. Endelig er det meget vigtigt at kommunen viser vilje til at finde erstatningsparkeringspladser når der nedlægges p-pladser f.eks. i forbindelse med etablering af cykelstier. Jeg er stærk modstander af at der etableres en p-zone, men hvis der alligevel bliver truffet beslutning om at indføre en P-zone skal området udvides således at det omfatter hele det området øst for Ålekistevej (samt området syd for Jyllingevej/Bellahøjvej til og med Dybendalsvej) da man jo ellers bare skubber problemet. Afslutningsvis vil jeg anke den meget upræcise måde, som forslaget er blevet lagt ud til høring på. Det vedlagte kort omfatter således et betydeligt større område end den mere afgrænsede P-zone der tidligere er blevet præsenteret for borgerne (vedlagt). Etablering af P-zoner er et instrument der må overvejes meget nøje inden det indføres med henblik på at afklare fordele og ulemper i en bydel som Vanløse der for en stor del består af blandet boligbebyggelse. Set i dette lys er det besynderligt at man for nogle år siden indførte P-zone i Vanløse Stationsby, og bydelen dermed mistede en del parkeringspladser tæt ved begge stationer. P-pladser der i dag står ubrugte og som bl.a. blev benyttet af pendlere.