Oprettet: 8. januar 2015
Svarnummer:
4

Indsendt af

Anna Høgberg

Postnr.

2300

By

København S

Høringssvar

Kære Københavns Kommune Jeg ønsker hermed, at indgive høringssvar ifm byggeprojektet i Bardenflethsgade II, 2300 København S. Jeg har siden 1998 boet på Amager Boulevard, samme gade som en del af det nye byggeri er tiltænkt at støde op til. Tidligere (1995-1998) har jeg boet på Amagerfælledvej 21, lige overfor én af de andre ”sider” som byggeriet vil støde op til. Faktisk flyttede jeg fra Amagerfælledvej i 1998, da der første gang var tale om at påbegynde byggeri på den gamle Dantest grund. I 1998 valgte jeg at flytte, fordi et byggeri i 4.-5.sals højde lige overfor på Amagerfælledvej ville give en voldsom forøgelse af gadestøjen. Byggeriet blev dengang sat i stå – jeg var flyttet til Amager Boulevard mens andre åndede lettet op. Nu påtænker Københavns Kommune igen at bebygge grunden. Denne gang med boliger samt bebyggelse til skolen og daginstitutionstilbud. I mellemtiden er trafikken ad Amagerfællevej taget til. Nok er flere buslinjer flyttet væk, men den tunge lastbiltrafik er øget voldsomt. Også privatbilerne bruger Amagerfælledvej, både de som skal mod Rådhuspladsen og særligt de som skal mod Knippelsbro og den nordlige del af Københavns centrum. Trafikken på Amager Boulevard er måske status quo i antal og type, men fordi vejforløbet er ændret, er trafikken på tider af døgnet mere stillestående. Det betyder i praksis, at vi beboere i både morgen og eftermiddagstimer er generet af lyden fra biler i tomgang og ikke mindst de mange diesel busser, linje 5A, som støjer voldsomt meget. Faktisk er støjen så kraftig, at man ikke kan hører persontale i vores dørtelefon anlæg, hvis der ringes på samtidig med, at lyskurven skifter og bilerne/busser derfor gasser op. Hverken oppe i lejlighederne eller på gaden. Støjmålinger af trafikstøjen, viser da også et højt støjniveau ved facaderne på både Amagerfælledvej og Amager Boulevard på 66-73dB. Miljøstyrelsen vejledende grænseværdi for vejstøj i boligområder er 58dB. I Støjhandlingsplan 2013 pointeres, at ”støj koster sundhed og penge”. ”At trafikstøj ifølge WHO kan medfører gener og helbredseffekter som kommunikationsbesvær, hovedpine, forøget blodtryk, forøget risiko for hjertesygdom, hormonelle påvirkninger og påvirke børns indlæring og motivation. Støj har således sundhedsskadelige virkninger på mennesker”. Desuden er det vigtigt at notere sig, at skolen i Peter Vedelsgade er en skole til børn med særlige udfordringer og/eller diagnoser som fx giver sig udtryk i indlærings- og koncentrationsproblemer. Med denne viden i mente, finder jeg det aldeles uacceptabelt, at Københavns Kommune overhoved kan få den idé at bebygge Bardenflethsgade grunden som beskrevet i lokalplanforslaget. 1. Støjniveauet er allerede over Miljøstyrelsens vejledende grænseværdi på 58dB 2. De høje bygninger ud mod Amagerfælledvej, vil virke som en tragt for lyden som vil blive kastet frem/tilbage mellem de høje husfacader. Dette vil øge trafikstøjniveauet yderligere. 3. Skolen i Peter Vedelsgade huser børn med indlæringsudfordringer. Et øget støjniveau i omgivelserne, vil ikke være fordrende for et godt undervisningsmiljø. 4. En daginstitution ud til en så trafikeret gade med alt hvad det indebærer af støj – men også trafikos, er direkte uansvarligt. 5. Boliger – hvorfor opfører nye boliger, hvor man véd at støjen er sundhedsskadelig, og dermed vil påvirke de kommende beboer negativt og tilmed koste kommunen penge på sundhedskontoen. Hvor er Københavns Kommunes fornuft, etik og moral blevet af? Må jeg mon have lov, at komme med et forslag? Byen får flere beboer, nemlig børnefamilier som ikke flytter ud som de tidligere generationer. Københavns Kommune er ifølge Danmarks Statistik én af de blot 7 kommuner i Danmark som får flere af de yngste beboer. København har derfor brug for boliger og daginstitutioner. De sidst nævnte har det haltet med at få etableret i alle de 20 år jeg har haft mindre børn. Men København har også brug for åbne rekreative områder til disse børn og unge. Tag et kig på denne første del af Amager. Hvis du spiller fodbold er der Kløvermarken. Hvis du har råd, kan du spille tennis samme sted. Hvis du ikke har råd – og det er der rigtig mange som ikke har i dette nabolag – så er der kun Voldens legeplads men et enkelt boldbur. Det er alt for ringe tilbud til fysiske udfoldelse både nu og til de fremtidige generationer. Hvis København skal gøre noget godt, som holder moralsk og etisk - og ikke strider mod intentioner og budskaber fra Støjhandlingsplan 2013, har jeg følgende bud; 1. Byg ikke boliger og daginstitution. 2. Byg kun nødvendige lave bygninger tættest på skole i Peter Vedelsgade, som opfylder skolens behov nu og fremover, hvor endnu flere børn synes, at have behov for særlig støtte i undervisningen. 3. Etabler skaterbane, boldbure og andet som kan styrke børn og voksnes mulighed for fysisk udfoldelse på grunden. Noget som vil komme både de lokale børn og voksne, og ikke mindst børnene på specialskolen til gode. 4. Plant store flotte træer og masser af buske og andet grønt ud mod både Amagerfælledvej og Amager Boulevard – de vil hjælp til sænke trafikstøjen og give en smuk sammenhæng med Volden og Serum Instituttet. 5. Byg boliger og daginstitutioner på den tidligere Postterminal-grund, på bagsiden af Serum Instituttet ud mod universitet i Njalsgade og Amagerfælledvej. 6. Og byg lavt mod Amagerfælledvej. Problemet med trafikstøj, skal ikke blot flyttes 100m hen ad gaden. Jeg håber, at I vil leve op til jeres forpligtigelse som folkevalgte i Københavns Kommune. Gør det rigtige første gang, og skab ikke endnu et boligkompleks med støjproblemer.