Høringssvar vedrørende Fremtidens Fritidstilbud

Oprettet: 6. januar 2015
Svarnummer:
10

Indsendt af

Mette Potoker

Postnr.

2200

By

København N

Høringssvar

Åbent brev til beslutnings-tagerne vedr. Københavns fritidshjem. Som en af de mange forældre til børn på fritidshjem i København, har jeg en oplevelse af, at noget er blevet overset i denne beslutnings-proces. Økonomisk giver det måske i første omgang mening, at lukke de små fritidshjem, men på lidt længere sigt er det et irrationelt tilbageskridt på en front, hvor der netop med held er investeret så meget. Vores families historie illustrerer problematikken godt: Vi havde som udgangspunkt, som typisk veluddannede, etnisk danske, social klasse 2 familie, end ikke overvejet folkeskolen til vores to døtre. Vores yngste gik i vuggestue i Murergården (lille integrereret institution på Nørrebro, med vuggestue, børnehave, fritidshjem og klub) og det var vores begejstring for den institution, der fik os til alligevel at vælge Blågård skole, da vores ældste datter skulle starte i skole. Nu går vores yngste også på Blågård skole og på Murergårdens fritidshjem sammen med sin søster - i de samme omgivelser og med de samme børn og voksne, som hun har kendt i vuggestuen og børnehaven. Den trygge hverdag i denne lille perle af en institution er nu det, som holder os her i København. Vi drømmer om natur, frisk luft og ro, men glæden ved vores børns trygge, omsorgsfulde rammer i Murergården opvejer disse drømme. Selvfølgelig fortjener de kompetente ildsjæle, som bestrider stillingerne som pædagoger og ikke mindst lederen af Murergården en del af æren for, at vi ikke har trukket vores ressourcer fra området og fra folkeskolen. Men jeg tillader mig at tvivle på, at de ville have mulighed for at udfolde deres evner og skabe så omsorgsfuldt og trygt et miljø for vores børn som de gør, på en kæmpe samlet institution. Faktisk tvivler jeg så grundigt, at jeg er overbevist om, at i det øjeblik Murergården og de andre små institutioner måtte lukke, så flyttede vi - ikke bare vores børn, men hele vores familie væk fra Nørrebro, til en tryg lille privatskole et smukt sted i provinsen. Min overbevisning og pointe er, at vi ikke ville være de eneste. Konsekvenserne for folkeskolen og nærområderne i København af, at de ressourcestærke familier ikke længere bliver tilbudt trygge rammer i små overskuelige institutioner til deres børn, er hverken økonomisk eller menneskeligt ønskelige. Resultaterne af den store indsats der er blevet gjort på folkeskole-området de seneste år er stadig skrøbelige og det vil være tragisk at underminere dem, med kortsigtede økonomiske besparinger for øje. Med venlige hilsner og forhåbninger Mette Potoker