Høringssvar vedrørende Fremtidens Fritidstilbud

Oprettet: 6. januar 2015
Svarnummer:
6

Indsendt af

Line Willum

Postnr.

2700

By

Brønshøj

Høringssvar

Kære politiker  Jeg skriver til dig, fordi jeg har brug for at vide, at jeg gjorde noget. Fordi jeg vil kunne se min datter i øjnene, når jeg siger, at jeg prøvede at gøre noget. Hvor brevet ender, ved jeg ikke. I din spambox, skraldespand eller måske et sted i dit baghoved? Jeg ved det ikke, men jeg vil prøve at give dig én ud af 500 grunde til at bevare de små fritidshjem.   Læser du stadig med? Det håber jeg, for her kommer min datters historie. Violas historie. Viola, pigen uden stemme.   Da Viola startede i børnehave stoppede Viola med at tale, undtagen med den nærmeste familie og én enkelt dreng i børnehaven. Når Viola og resten af familien var på besøg hos venner og familie, talte hun ikke.   Vi kontaktede PPR, og til sidst blev vi henvist til Bispebjerg børnepsykiatrisk afdeling gennem vores egen læge. I løbet af april 2013 blev Viola udredt og fik diagnoserne social angst og elektiv mutist. Viola er altså stum i nogle sociale sammenhænge afhængigt af, hvem hun er sammen med.     Inden 1. maj kom, og Viola skulle starte på fritidshjemmet, tog vi kontakt til lederen Marianne Lundberg. Hun var meget imødekommende, og deltog i møder med lægerne på Bispebjerg Hospital sammen med personalet fra Violas kommende stue, her blev de blev klædt på til at håndtere Violas udfordringer. Derefter blev samtlige pædagoger i institutionen informeret. Inden Viola startede, havde vi fået lov til at komme og lege på fritidshjemmet, så Viola kunne se og blive tryg ved stedet.   Så nåede vi 1. maj og Viola skulle starte på Storegårdsvej fritidshjem. Vi troppede op på fritidshjemmet med nervøsitet, for vi havde været der før, ikke på Storegårdsvej som sådan, men i en institution (børnehaven) der skulle SE vores barn og lave udviklende arbejde, ud fra hvad de så. Vi havde ikke rigtig set at det var lykkedes før. Og til dig der måske ikke ved det, er det rigtig svært at se et barn, der ikke siger noget.   Vores nervøsitet viste sig at være fuldstændig ubegrundet. Men hvordan kunne vi vide at der fandtes et paradis på jord? Hvordan kunne vi vide at netop på dette fritidshjem kunne pædagogerne netop SE hvert et barn? Hvordan kunne vi vide, at Storegårdsvejs personale i løbet af en uge mødte vores datter på den helt rigtige måde, så hun i løbet af ingen tid åbnede op, og talte med alle børn OG voksne?   I starten holdt vi vejret, for hvornår ville der være tilbagefald? Maj måned gik, juni gik og det blev sommerferie. Efter sommerferien holdt vi vejret igen for nu var det tid til skolestart. Skolestarten gik fint med fritidshjemmet som den trygge faste base før og efter skole.   Nu går Viola i 1. klasse, hun har sine udfordringer, men klarer skolen fint. For os forældre er der ingen tvivl om at arbejdet på Storegårdsvej omkring vores datter har været udslagsgivende for hendes trivsel og fremgang. Der skal stadig arbejdes med nogle ting, det ved lærerne, det ved pædagogerne og det ved vi.   Kære politiker nu skal vi åbenbart igen til at være nervøse, vi skal igen holde vejret, for det er på tale at Storegårdsvej skal lukke. Vi kan godt modstå, at vi skal være nervøse, men vi kan ikke se, hvordan vores datter skal trives og udvikle sig i en kæmpe KKFO med 4-500 børn. Viola vil simpelthen blive overset. Først senere hen kan vi se, hvad det gør ved vores børn at koge fritidshjemmene ned til en stor samlet masse. Gad vide hvilke børn der kommer ud af det? Jeg har mine bange anelser.   Se det var én grund ud af 4-500, og jeg er overbevist om, at der findes masser af børn, der ligesom Viola, på meget ubehagelig vis, vil mærke at det trygge og nære forsvinder. Så nu krydser vi fingre for, at Violas stemme ikke forsvinder sammen med Storegårdsvej.     Med venlig hilsen Line Willum Jensen