Oprettet: 9. marts 2010
Svarnummer:
179

Indsendt af

Kaspar Lytthans

Postnr.

1408

By

København K

Høringssvar

Høringssvar vedr. forslag til lokalplan for ’Stibroer over inderhavnen og kanaler på Christianshavn. 1. Overordnet er lokalplanforslaget særdeles utilstrækkeligt motiveret og argumenteret. a. Der er alene i den strategiske miljøvurdering henvisning til en lang række forhold, der ikke er tilstrækkeligt belyst, og som det foreslås nærmere analyseret. De fleste af disse forhold vil kunne have afgørende betydning for hele rationalet for brobyggeriet. Bl.a. trafikafvikling, der er et centralt element i hele rationalet for broerne, energiforbrug, erhvervspåvirkning m.m. b. Der foreligger ikke en velfunderet vurdering af det reelle behov for transportmuligheder, der fremføres som begrundelse for broløsningen c. Forslaget relaterer sig ikke til reelle planer for den udvikling af de tilstødende bydele, der ellers er et basisfundament for netop broløsningen. Der nævnes alene uforpligtende kan-muligheder. d. Derfor fremstår også afgrænsningen af lokalplanforslaget til kun at omhandle selve broerne og stierne, og ikke de områder, der berører, som stærkt manipulerende og søgt. 2. Broforslaget saboterer ansvarlig lokalplanlægning. Det er dybt beklageligt, at lokalplanforslaget ikke tager højde for, hvilken betydning det foreslåede brosystem vil påvirke de berørte bydele. Hvis en væsentlig del af begrundelsen for et brosystem er, at der skabes tilgængelighed til Christianshavn og Holmen (Operaen er også i denne sammenhæng irrelevant, da broerne næppe får større betydning), bør en ansvarlig byplanlægning starte her. Hvordan udvikles en passende tilgængelighed og et dynamisk miljø i de berørte bydele. Forslaget til broløsninger kan fuldstændig sabotere denne mulighed. 3. Forbindelse/tilgængelighed det absolut mindste argument for en bro. Der er i forslaget skabt en begrundelse, alene ud fra en udokumenteret opfattelse af et behov for en eller flere cykelruter. Begrundelsen er så utilstrækkeligt dokumenteret, at der reelt ikke er andet tilbage, end at der skabes forbindelse. 4. Den kortere forbindelse eksisterer allerede. Argumentationen om en kortere forbindelse mellem Kgs Nytorv og Operaen/Holmen er beskæmmende skævvredne. a. Den eksisterende havnebus i direkte pendul mellem Skuespilhuset og Operaen afgår allerede i dag med 6-7 minutters mellemrum fra hver side (med samme bus) og sejladsen tager 2 minutter. De mål, man sætter sig for forbindelsen, eksisterer således allerede. b. Valget af Kgs Nytorv som eneste udgangspunkt for tidsmåling er søgt. Nørreport, Vesterbro eller hovedbanegården havde været relevante udgangspunkter. Kun de færreste vil have ugangspunkt i Kgs Nytorv. c. Forbindelser til de dele af Amager, der kan have betydning for et større stisystem for cykler virker umotiveret. For de fleste vil de udgøre en meget stor omvej til de centrale dele af Amager, hvor der er beboelse og arbejdspladser. 5. Som bekendt vil broerne have særdeles negativ betydning for det aktive sejlermiljø i nordenden af Christianshavn. En sådan betydning er veldokumenteret mange andre steder, både i Danmark og i udlandet. En ansvarlig udformning og behandling af et lokalplanforslaget som dette, bør derfor medtage og vurdere disse erfaringer. Det attraktive og meget aktive miljø vil blive reduceret til et passivt område,, hvor vand er noget, man ser på eller sætter sig ved, men som ikke indgår aktivt. Det er ellers netop Christianshavns styrke. Det er i denne sammenhæng dybt beklageligt, at kommunen har skabt en kunstig modsætning mellem sejlendes og cyklendes interesser. Samlet set er lokalplanforslaget langt fra tilstrækkeligt til det planlagte tiltag for broforbindelser. Processen bør startes forfra med en troværdig og velkonsolideret vurdering af behov og muligheder for at opnå dem. Det indebærer bl.a. stillingtagen til hvordan de berørte områder kan bidrage til og få gavn af initiativet. Det er grundlaget for enhver ansvarlig planlægning.