Høringssvar vedrørende Bellahøjen - lokalplan 514

Oprettet: 6. november 2014
Svarnummer:
16

Indsendt af

Mickey og Julie Bech

Postnr.

2700

By

Brønshøj

Høringssvar

Vi ønsker hermed at gøre indsigelser mod lokalplansforslag Bellahøjen. Vi er særligt bekymret for de trafikale forhold, der vil blive påvirket i forbindelse med opførelsen af Bellahøjen. Vi vil udtrykke bekymring for parkeringssituationen, som allerede nu er temmelig belastet. På nuværende tidspunkt, må vi ofte køre flere ”runder” i området for at få en parkeringsplads og ofte må vi gøre brug af parkeringspladser ved Rødkilde skole, da det er eneste mulighed for at få en parkeringsplads. Vi finder det uhensigtsmæssigt i en dagligdag, at skulle parkere langt fra vores bolig, hvormed 3 børn, diverse skoletasker og sportstakker samt indkøb skal slæbes hjem. Alternativet er, at vi skal holde ulovligt på den allerede belastede Ringholmvej, for at læsse ting af, inden vi parkere bilen og spadserer hjem!! Derudover, føler vi ikke frihed til at benytte vores bil om aftenen, da det kan være tæt på umuligt, at få en plads, når man kommer hjem i aftentimerne. Med opførelsen af Bellahøjen, vil der, så vidt vi er orienteret komme ca. 100 nye boliger med 80 tilhørende parkeringspladser. Såfremt hver boligejer har en bil eller nogle måske to og de sandsynligvis også får gæster, der er i bil, mener vi, at det kan skabe yderligere pres på den allerede pressede parkeringssituation. Såfremt, man vil opkræve en afgift for at Bellahøjens beboere kan benytte parkeringskælderen, er det også plausibelt at nogle beboere vil fravælge dette og gøre brug af parkeringsmuligheder på de omkring liggende veje. Vi er på baggrund af ovenstående meget bekymret for, hvor langt væk fra vores bolig vi skal parkere og hvor ofte vi vil være nødsaget til at anvende alternative transportmidler på baggrund af ikke at kunne parkere, når vi kommer hjem. Udover parkeringssituationen, er vi også bekymret for den øgede trafik, som Bellahøjen vil medføre. På orienteringsmødet på Bellahøj skole den 21.10.2014, blev der orienteret om, at man har vurderet, at Bellahøjen vil medføre 200 kørsler om dagen og at man samtidig vurderer at denne trafik ikke bliver til større gene. Vi bor her og ser trafikken morgen, middag, aften både til hverdag og i weekenden. På hverdags morgener er der voldsom trafik i begge retninger, da inddelingen af skoledistrikterne gør, at børn i området både går på Rødkilde- og Bellahøjskole. Endvidere har man også lige udvidet vuggestuen Rødkilden, hvilket har medført øget trafik på Ringholmvej og Torpstien. Og for at komme til disse veje skal man benytte Næsbyholmvej. Næsbyholmvej har skråparkering i begge sider og da disse parkeringspladser anvendes af beboere, forældre der skal aflevere i institutioner og bagerkunder, er der meget aktivitet i morgentimerne på disse parkeringspladser. Dette medfører mange farlige situationer, specielt for skolebørn, som skal cykle til skole samtidig med, at alle de travle billister skal nå på arbejde, aflevere børn eller til bageren. Det er ikke stort bedre i weekenden. Der er det ikke skolebørn, men bagerkunder, der optager p-pladserne og de farlige situationer opstår igen, når bilerne skal ud fra skråparkeringen. Vi synes, at have en erindring om, at Københavns Kommune engang gerne ville have ressourcestærke børnefamilier. Vi mener, at ligge i denne kategori sammen med størstedelen af de beboere i området, som bliver påvirket af Bellahøjen. Det er bare synd og skam at vores ressourcer skal bruges på, at gøre indsigelser overfor kommunale beslutninger samt overveje, hvor man skal flytte hen, for ikke at lade sine børn vokse op et sted, hvor det ikke er dem, der bliver taget hensyn til, når der træffes kommunale beslutninger. Med venlig hilsen Mickey og Julie Bech Ringholmvej 2, st. 27200 Brønshøj