Høringssvar vedrørende Bellahøjen - lokalplan 514

Oprettet: 3. november 2014
Svarnummer:
13

Indsendt af

Poul Bastrup

Postnr.

2700

By

Brønshøj

Høringssvar

Vi ønsker at gøre indsigelse mod projektet i dets nuværende form. Vi mener, bygningsmassen bliver for kompakt, og antallet af boliger vil bevirke en forholdsmæssig stor ekstra belastning af de omkringliggende veje – både i forhold til parkering og generel gennemkørende trafik. Som beboer på Degnemose Allé, der i forvejen virker til at være områdets foretrukne forbindelsesvej mellem Frederikssundsvej og Næsbyholmvej, er tanken om yderligere trafik fra områdets nye beboere, når de skal til Frederikssundsvejs indkøbsmuligheder, ikke just opmuntrende. Vi mener derfor, at en tilførsel af så mange nye boliger på Bellahøjen kun bør ske i sammenhæng med en mere vidtgående plan for de omkringliggende områder og den trafikale belastning af disse. Man kunne fx forestille sig, at man lavede Degnemose Allë og Håbets Allé ensrettede i hver deres retning for at begrænse trafikken en smule. Og at dette blev tænkt ind som en præmis for forslaget vedr. Bellahøjen. Eller at man overvejede flere indkørselsmuligheder til Bellahøjen, både via Herbergvejen og fra det eksisterende Bellahøj-byggeri. Men ovenstående er i virkeligheden kun lappeløsninger. I stedet opfordres kommunen på det kraftigste til, at man gentænker hele projektet, skalerer ned, så det kan passes ind i lokalområdet Med respekt for naboer og tilstødende grønne områder, der i forvejen er brugt flittigt og som vel også må forventes at blive presset af flere boliger. Som flere har nævnt, ville det have været langt bedre at udlægge området til rekreativt område, så man ikke generer de eksisterende institutioner unødigt, og heller ikke var nødt til at nedlægge spejderhytten. Som beboer i området foretrækker vi klart, at det er spejderne, der huserer omkring mosen i aftentimerne end så mange andre.