Oprettet: 8. marts 2010
Svarnummer:
7

Indsendt af

Aud Bessesen og Ebbe Lauridsen

Postnr.

2100

By

København Ø

Høringssvar

Høringssvar vedrørende Nordhavnsvej Undertegnede beboere på Egebæksvej 9A henviser med dette høringssvar til den protokolbemærkning som Klaus Bondam (B) afgav og som Socialdemokraterne tilsluttede sig på mødet 27. maj 2009 i Teknik- og Miljøudvalget.: "Det Radikale Venstre og Socialdemokraterne mener, at det er afgørende, at den arbejdsgruppe, der nu nedsættes mellem staten og kommunen og som skal belyse mulighederne for en østlig ringvej, færdiggør sit arbejde, før der træffes endelig beslutning om valg af vejforslag. Arbejdsgruppen skal bl.a. sammentænke en østlig ringvej med den planlagte Nordhavnsvej og beskrive mulighederne for finansiering af en fremtidssikring af Nordhavnsvej. Det Radikale Venstre og Socialdemokraterne mener, at der først bør træffes endelig politisk beslutning, når arbejdsgruppen har færdiggjort sit arbejde” Vi frygter nu, at Teknik- og Miljøforvaltningen har tænkt sig at se stort på denne protokolbemærkning. Det finder vi meget kritisabelt Ikke mindst i lyset af de mildest talt uafklarede økonomiske forhold omkring Metroen, Nordhavnsvejen og den fremtidige østlige ringvej. Vi vil derfor anbefale følgende: 1: At man venter med den endelige beslutning om valg af vejforslag, til det kan ske som del af en samlet plan, der også omfatter finansiering. 2: At vejprojektet skifter ejer, således at staten som i det øvrige land også her får ansvaret for den overordnede infrastruktur. 3: En tunnelløsning ønskes I mange storbyer bygges tunneler. Det er dyrt, men først og fremmest er det en engangsinvestering. Den dårlige trafikafvikling og følgevirkningerne af de manglende afværgeforanstaltninger mod støj- og forurening er for samfundet derimod driftsomkostninger, der kan tælles i milliarder af kroner, hvert eneste år. Kun Staten er stor nok til at bytte disse stadige driftsomkostninger til en enkeltstående investeringsomkostning. 4: Luftforureningen langs Lyngbyvejen Luftforureningsproblematikken er blevet behandlet meget overfladisk, og der er ingen tal på størrelsesorden. Man oplyser ikke om luftforureningen i udgangsniveauet langs Lyngbyvejen, og man forholder sig ikke til hvor meget luftforureningen vil stige i influensområdet! Partikelforurening fra dieselvogne (50% af trafikken) er dokumenteret at være særdeles farligt. Indførelsen af miljøzoner sammen etableringen af Nordhavnsvej vil flytte den dieseldrevne lastbiltrafik fra Tuborgvej til Lyngbyvej. Med venlig hilsen Aud Bessesen og Ebbe Lauridsen Egebæksvej 9A 2100 København Ø