Høringssvar vedrørende Krimsvej tillæg 1 - lokalplan 425-1

Oprettet: 1. juli 2014
Svarnummer:
31

Indsendt af

Thomas Richtet

Postnr.

2300

By

København S

Høringssvar

Til beslutningstagerne vedr. forslag til tillæg nr. 1 til lokalplan nr. 425 "Krimsvej". Hermed indgives indsigelse mod den foreslåede ændring af lokalplan nr. 425 "Krimsvej", specifikt vedr. matrikelnr. 1776, Krimsvej 15. Baggrunden for indsigelsen er bl.a.: Det er urimeligt, at ændre lokalplanen så kort tid efter dens vedtagelse: o En ændring af en så ny lokalplan er i første omgang helt uforståelig. Det er ganske urimeligt, at vi, som netop har købt rækkehuse på Krimsvej 13 i 2012/13, allerede nu kan opleve, at en så ny lokalplan ændres væsentligt. Dette er helt uacceptabelt idet, man som køber bør kunne stole på de lokalplaner, der foreligger – særligt, når lokalplanerne er helt nye. Samtidig er der ingen tungtvejende argumenter for at ændre lokalplanen. Der er således ikke sket ændringer i infrastruktur eller lignende siden lokalplanens vedtagelse, som ville kunne retfærdiggøre en ændring af lokalplanen. Eneste årsag til lokalplanens foreslåede ændring synes således at måtte være de to bygherrers egne interesser. Ændringen af lokalplanen skaber f.eks. ikke et bedre miljø for de beboere, der faktisk skal bo i området. De nærmeste beboere er ikke blevet hørt i den indledende fase: o Vi købte vores rækkehus på Krimsvej 13 på baggrund af den eksisterende lokalplan og finder det ikke alene problematisk, at man ønsker, at ændre lokalplanen, så få år efter den er vedtaget, men i særdeleshed også, at de nærmeste beboere først bliver inddraget i høringsprocessen på et så sent tidspunkt, som det er tilfældet. Således kan det konstateres, at den udsendte høring blandt andet baserer sig på en nabohøring i 2013 alene mellem de involverede bygherrer med efterfølgende behandling i Teknik– og Miljøudvalget – dvs. en høring, hvor INGEN af de nuværende beboere blev inddraget som relevante parter til nabohøringen på trods af allerede underskrevne købsaftaler, som dermed gjorde dem til de faktiske ejere af Krimsvej 13, nabogrunden til matrikelnr. 1776, Krimsvej 15. Det forekommer hertil bemærkelsesværdigt, at der i helhedsplanen for området fra 21.03.2013 allerede fremgår, at byggefeltet Krimsvej 15 udlægges som beboelse – dvs. inden den igangværende høring? Ændringsforslaget er uambitiøst og strider imod lokalplanens oprindelige hensigt: o Ændringen af lokalplanen således, at der kan bygge rækkehuse i 2 etager er ganske uambitiøs, idet “dette blot er mere af det samme”. Der er allerede opført eller planlagt flere af denne type bygninger i området, hvorimod der kun er få eller slet ingen -etages bygninger i området. Samtidig ødelægger forslaget intentionerne om at skabe variation mellem høje og lave bygninger samt erhverv og boliger, idet det med forslaget vil ske en yderligere koncentration af erhverv mod vandet, og boliger væk fra vandet. Ændringsforslaget medfører alvorlige gener og forringelser for nuværende naboer o Ønsket om at ændre højden på bygningen på Krimsvej 15 er problematisk, da dette vil give en del gener for beboerne bor nord for bygningen, dvs. Krimsvej 13. En bygningshøjde på op til 10 meter vil medføre mere skygge i vores have og langt mindre lys i vores stue. Kommer der oven i købet en tagterrasse på vil vi få langt mindre privatliv end vi havde regnet med, da vi købte vores rækkehus. En sådan forringelse er uacceptabel – særligt set i lyset af lokalplanens alder. Hertil kommer, at vi, som har købt rækkehus i den ende, der ligger tættest på metroen ud fra den forventning, at der, jf. den nuværende lokalplan, kun ville kunne bygges i en etage ud for os på Krimsvej 15 rammes særligt hårdt af forslaget om give tilladelse til at bygge to-etagers rækkehuse i hele byggefeltets længde. Høringsmaterialet er bevidst eller ubevidst vildledende: o Det er stærkt kritisabelt, at det tegnede skyggediagram i tillægget til lokalplanen er tegnet ud fra, at bygningen syd Krimsvej 13 (dvs. de foreslåede rækkehuse på Krimsvej 15), kun bliver seks meter høj ligesom rækkehusene på Krimsvej 13 og IKKE ti meter højt, som der bliver åbnet op for i tillægget. Det materiale, som Københavns Kommune har sendt i høring er således (bevidst eller ubevidst) vildledende, hvorfor de hørte parter således ikke har mulighed for at tage stilling til de reelle ændrede skyggeforhold, som ændringsforslaget faktisk kan medføre. Dette er helt urimeligt, og det må derfor som minimum kræves, at der udsendes nyt høringsmateriale, som korrekt afspejler de ændrede skyggeforhold, ændringsforslaget kan medføre. I tilfælde af, at forslaget alligevel vedtages, må det forventes, at den kommende bygning vil blive bygget således, at den overholder de skyggediagrammer, der fremgår af det udsendte høringsmateriale. Vi anmoder derfor indtrængende om, at Teknik- og Miljøudvalget afviser indstillingen og at den nuværende lokalplan fastholdes fsva. Matrikelnr. 1776, Krimsvej 15. Dette er - som det fremgår af ovenstående – bl.a. begrundet i, at: • Borgerne bør kunne stole på de vedtagne lokalplaner i en rimelig årrække. Det er jo bl.a. i høj grad ud fra disse, beboere træffer deres valg om køb af bolig m.m.. • Forslaget ikke skaber værdi (for andre end evt. bygherre) – derimod skaber det forringelser for de nuværende nærmeste beboere – bl.a. i form af øget skygge og indkig. • Der er konstateret en række besynderlige forhold i forbindelse med høringsprocessen - bl.a. den manglende inddragelse af de nærmeste naboer samt det misvisende høringsmateriale, som gør det helt umuligt at tage stilling til forslaget på et oplyst grundlag. Ingen af disse to eksempler synes at være i overensstemmelse med almindelig god forvaltningsskik. Thomas Richter og Natalia Khaybullina, 2300 København S