Høringssvar vedrørende Skoledistrikter 2015/16

Oprettet: 19. juni 2014
Svarnummer:
78

Indsendt af

Kirsten Hylander

Postnr.

2300

By

København S

Høringssvar

Vi vil hermed tilkendegive vores modstand mod den foreslåede distriktsændring, hvor den sydlige del af rode 341 samt nordlig del af rode 342 overføres fra grunddistriktet for Ørestad Skole til grunddistriktet for Dyvekeskolen. Vores modstand skyldes bekymring for flere ting: Trafiksikkerhed, lokalt tilhørsforhold, opsplitning af børnegrupper og børnefamiliernes mulighed for en sammenhængende hverdag. Vi mener at ændringens negative konsekvenser er langt højere end de usikre positive konsekvenser som kommunen mener at få ud af ændringen. Trafiksikkerhed: En ændring af skoledistriktet vil for vores børn medføre en skolevej over den stærkt trafikerede Vejlands Allé. Børnene vil langt op i deres skolegang være afhængige af at skulle følges i skole. Det synes ikke realistisk, at man vil kunne sikre skolevejen med hverken en gangbro (der vil skabe store logistiske udfordringer for børn og familier) eller skolepatrulje (da Dyvekeskolen ligger næsten 1 km fra krydset ved Vejlands Allé). Lokalt tilhørsforhold: Vi har, som mange andre af børnefamilierne i det berørte område, netop valgt at flytte til dette kvarter på grund af den tætte afstand og tilknytning til Ørestad. Vi flyttede fra en lejlighed i Ørestad City, hvor vi de sidste 6 år har været aktive i lokale initiativer og har været med til at præge udviklingen og kulturen i Ørestads første år. Vi orienterer os naturligt mod Ørestad skole og Ørestad generelt – det er her vi går på biblioteket, til kor, ballet og fodbold, samt her børnene leger i byparken og besøger deres kammerater. Tilknytningen til Ørestad skole var afgørende for vores valg af bopæl. Hvis vores børn skal sendes til Dyvekeskolen, mister vi dette lokale tilhørsforhold. Det kan blive svært at være en del af et lokalmiljø uden at tilhøre den lokale skole, men tværtimod høre til en skole, der ligger langt væk i et område, vi aldrig bevæger os i. Ifht princippet om mindste indgreb overfor færrest mulig børn og forældre, så er vores argumentation, at den foreslåede ændring vil påvirke unødigt mange familier. Det vil blive svært for mange børnefamilier at få hverdagen til at hænge sammen, når børnene ikke selv kan komme til og fra skole pga. den stærkt trafikerede rute. Mange forældre skal aflevere mindre søskende i daginstitutioner i Ørestad, og vil med distriktsændringen skulle bruge unødigt meget tid på transport og logistik. Desuden kan der stilles et stort spørgsmålstegn ved, hvor stor en reel effekt omlægningen af skoledistriktet vil få, da mange (kommende skolestartende) børn i området er omfattet af søskendegarantien, samt at mange andre formodentlig vil vælge alternative skoler eller privatskoler til, såfremt forslaget vedtages. At omlægge skoledistriktet nu vil betyde, at allerede etablerede børnegrupper i områdets børnehaver splittes ad, da langt de fleste af deres kammerater fra børnehaven skal på Ørestad skole. Vi vil endvidere være i den ydre del af det nye planlagte distrikt, og børnene vil således skulle danne venskaber langt fra deres bopæl, ligesom de ikke kan besøge hinanden uden hjælp fra forældrene, da de skal krydse den stærkt trafikerede Vejlands Allé. Dette vil gøre det yderst vanskeligt at afholde legegrupper og legeaftaler generelt. Vi vil i den sammenhæng også tage klart afstand fra det af Fælleddiget alternativt fremsatte ændringsforslag hvor linjen trækkes langs Kongelundsvej. Dette løser på ingen måde udfordringen for de familier der bor på østsiden af Kongelundsvej (som på ingen måde kan sammenlignes med Vejlands Allé i forhold til trafikbelastning, da den har gode sikre trafikovergange flere steder). Selvsagt løser det heller ikke udfordringerne i forhold til de lige så væsentligste overvejelser vedr. lokalt tilhørsforhold eller opsplitning af børnegrupper. Mvh Kirsten Hylander og Morten Sten Andersen