Høringssvar vedrørende Skoledistrikter 2015/16

Oprettet: 18. juni 2014
Svarnummer:
65

Indsendt af

René Sundahl

Postnr.

2500

By

Valby

Høringssvar

Vedr. ændring af skoledistrikt for Valby Have fra Vigerslev Allé Skole til Kirsebærhaven Skole. Jeg vil gerne tilslutte mig modstanden mod at ændre skoledistriktet for Valby Have. En ændring af skole distriktet vil ikke alene betyde at vores børn hver dag skal ud på en lang og farlig tur til og fra skole. Ændringen vil også betyde at vores børn vil blive dårligere socialt stillet. Det tætte sammenhold mellem børnene i dette afgrænsede og meget børnerige område, vil blive udfordret og begrænset, når børnene bliver delt på 3 skoler, afhængigt om de har ældre søskende, har fået plads på den private Byens Skole, eller har været blandt de få uheldige som ikke har kunnet få plads, og derfor skal skibes afsted til en skole udenfor området. Disse børn er så dobbelt uheldige, for de vil også blive en minoritet på den nye skole, hvor de vil blive naturligt begrænsede i knytningen af nye venskaber, da de grundet afstanden til de nye klassekammerater, ikke vil komme til at indgå i sociale aktiviteter udenfor skoletiden. Vi forældre bliver også ramt af en ændring af skoledistriktet. Valby Have er i dag et meget attraktivt område, med så stor søgning, at flere ejendomsmæglere har ventelister til ledige boliger. Dette skyldes i meget høj grad tilknytningen til Vigerslev Allé Skole. Årsagerne er selvfølgelig både trygheden ved den korte og trafiksikre vej til skole, samt at ens barn knytter relationer til de øvrige børn i nærområdet. Men også at det rent praktisk er lettere at få dagligdagen til at hænge sammen, når det kun tager 5 minutter at aflevere eller hente sit barn i skolen. Ved en flytning til Kirsebærhaven Skole, vil dette pludseligt i stedet blive 20-25 minutter morgen og aften. Indenfor de nærmeste år påregnes der at skulle bygges i omegnen af 2000 boliger på den gamle Grønttorvs grund. Dette vil helt sikkert betyde at skoledistrikterne endnu engang skal revideres. Det giver derfor absolut ingen mening at lave en midlertidig løsning på nuværende tidspunkt, når Valby Have området efter alt sandsynlighed vil skulle have nyt skoledistrikt igen, indenfor en kort årrække. Jeg har intet at udsætte på Kirsebærhavens Skole. Jeg betvivler ikke at lærerne er lige så dygtige, og undervisningens kvalitet er lige så god som på Vigerslev Allé skole. Vores barn vil bare aldrig komme til at opleve det. Hun vil enten komme på privat skole, eller alternativt vil vi fraflytte området.