Høringssvar vedrørende Skoledistrikter 2015/16

Oprettet: 18. juni 2014
Svarnummer:
64

Indsendt af

Kim C. Christensen

Postnr.

2500

By

Valby

Høringssvar

Jeg er imod den foreslåede ændring af skoledistrikterne, der vil betyde at Valby Have ikke længere kommer til at høre til Vigerslev Allé Skole men til Kirsebærhavens Skole, da ændringen vil betyde, at vi skal sende vores børn ud på en stærkt trafikeret og farlig skolevej. Jeg stiller mig uforstående overfor jeres indstilling. I skriver, at skolernes grunddistrikter bliver besluttet med baggrund i 4 principper, hvor Trafiksikkerhed er et af dem. Jeg har nu nærlæst referatet fra udvalgsmødet, men jeg kan finde ikke noget materiale, som omhandler Trafiksikkerhed. Det undrer mig meget, at udvalget ikke er blevet forelagt en trafikanalyse eller andet, der skulle belyse evt. udfordringer i forhold til sikker skolevej. For at udvalgsmedlemmerne kan få et indtryk af de trafikale forhold vil jeg meget gerne invitere jer til Valby, så kan vi gå ruten sammen. De af jer, som har små børn, er selvfølgelig velkomne til at tage dem med. Udover de trafikale forhold vil jeg også gerne nævne, at jeres forslag på ingen måde understøtter sammenhængskraften her i Valby Have – tværtimod. Ved at sende børnene på forskellige skoler vil børnene miste nogle af de sociale relationer, der er med til at gøre vores kvarter meget værdifuldt. Jeg vil anbefale, at I sætter jeres beslutning i bero og laver en mere langsigtet planlægning af skoleforholdene her i området i stedet for at lave lappeløsninger. Det burde ikke være nogen overraskelse for jer, at behovet for skoler i området er stigende. Hvis I endelig ønsker at fastholde jeres beslutning, så bør I gøre det med flere års varsling, så vi som familier har mulighed for at agere ud fra dette og får tid til at planlægge vores fraflytning fra området.