Høringssvar vedrørende Skoledistrikter 2015/16

Oprettet: 7. maj 2014
Svarnummer:
4

Indsendt af

Jacob Rasmussen

Virksomhed / organisation

Jacob Rasmussen

Postnr.

2500

By

Valby

Høringssvar

Jeg mener, at den foreslåede omlægning af skoledistrikterne i Valby, hvor Valby Have-området flyttes til Kirsebærhavens Skoles skoledistrikt er en rigtig dårlig idé af flere årsager. Færdselssikkerhed: Valby Haves børn har hidtil gået ad en meget sikker vej til Vigerslev Allé Skole. De har ad denne vej (Ramsingsvej) kun to, meget overskuelige fodgængerovergange at skulle krydse, hvoraf den ene (over Vigerslev Allé) har været bevogtet af skolepatrulje. Vejen til Kirsebærhaven Skole går langs den stærkt trafikerede Gl. Køge Landevej og over det meget store og ligeledes stærkt trafikerede kryds Gl. Køge Landevej/Folehaven. Krydset er så bredt og lyssignalerne skifter så hurtigt, at mange børn vil blive fanget og skulle vente på ”øen” midt på vejen Afstand: En omlægning af skoledistrikterne vil betyde omtrent en fordobling af skolebørnenes vej (varierer lidt, alt efter hvor i Valby Have, man tager sit udgangspunkt). For de mindste er det en meget betragtelig forskel, både når man er til fods og på cykel Tid: Også for forældrenes mulighed for at få hverdagen til at hænge sammen vil en omlægning af skoledistrikterne have en negativ effekt. For de forældre, der er nødt til at aflevere i bil, vil Folehaven være næsten umulig at krydse ved kirsebærhaven i den travle myldretidstrafik om morgenen, hvorfor den mest realistisk rute vil være ca. 1 km længere og gå ind via Blommehaven og Urtehaven. For de, der afleverer på cykel eller til fods, vil den omlægningen formentlig betyde minimum 10 minutter ekstra både ved aflevering og hentning. Og 10 minutter på det tidspunkt betyder altså en hel del for børnefamilier, specielt dem, der har endnu et barn at hente et andet sted – ganske mange familier i Valby Have har mindre børn i institutioner, der ligger i området på nordsiden af jernbanen. Områdets sammenhæng: At omlægge Valby Have-området vil betyde, at områdets børn, nu vil blive spredt ud over to skoler, afhængigt af årgang, hvilket vil gå ud over børnemiljøet i Valby Have, hvor rigtig mange børn dels følges til skole og dels har deres klassekammerater boende i umiddelbar nærhed inden for et område, hvor de trygt kan færdes. Valby Have vil ved en omlægning blive et fjernt yderdistrikt i Kirsebærhavens Skoles område – reelt det eneste boligområde i distriktet, der ligger på den nordlige del af jernbanelinjen, langt fra de øvrige områder, hvor skolens børn bor (Rode 209 øst for Gl. Køge Landevej) er næsten udelukkende et kvarter med industri og erhverv). Langtidsplanlægning: For mig virker det som om dette forslag er stillet uden hensyntagen til, hvad der er bedst for Valby Haves børn og voksne – byens borgere – og udelukkende er truffet med henblik på at optimere byens ”produktionsapparat”. Det gør kommunen ved en fast procedure jf. kommunens ”Sammenhængende årshjul for kapacitetsmæssige beslutninger, herunder ændringer af skolernes grunddistrikter og principper for ændringer heraf”. Jeg frygter, at Valby Have med sin placering i et tomrum mellem to skoler, over årene, gentagne gange vil blive kastebold i den løbende kapacitetstilpasning på områdets skoler, og det er ikke rimeligt over for hverken forældre eller børn Valby Have er et nyt boligområde. Det har vi blandt andet mærket ved, at der i årevis har været lange ventelister, og forældre til små børn har måttet finde kreative løsninger (bedsteforældre, privat pasning, forlænget barselsorlov) fordi der ikke var planlagt børneinstitutioner. Jeg opfordrer til, at kommunen nu begynder at planlægge efter den realitet, at antallet af børn i området vil fortsætte med at stige. Der er planlagt en stor mængde boliger ved bl.a. Følager, på F.L. Smidth-grunden og på Grønttorvet Ved bebyggelsen af F.L. Smidth-grunden har man ladet opføre et meget stort antal boliger, uden at man har planlagt nogen former for offentlige serviceinstitutioner. Især Grønttorvet vil være en mulighed for at tænke en skole, der kan betjene området, ind – inden det er for sent, fordi man endnu en gang har ventet så længe, at alle egnede arealer i mellemtiden blevet bebygget med udlejningsboliger (der for en stor dels vedkommende vil tiltrække børnefamilier).