Høringssvar vedrørende Nokken - lokalplan 507

Oprettet: 4. april 2014
Svarnummer:
58

Indsendt af

Birger Pedersen

Postnr.

2300

By

København S

Høringssvar

Protest mod ’Planlagt sti’ i lokalplanforslaget for Nokken. Konsekvens - og respekt - udbedes fra politikernes side. Dette er min helt personlige indsigelse som borger i København mod det tænkte hærværk langs Nokkens strandeng. Jeg har ikke noget personligt/fysisk i klemme ved opfyldning i vandkanten med en ny sti. 3 m bred + rabatter. Altså, bortset fra: - at jeg føler med de berørte på de sidste lodder langs vandet. Hvordan forestiller man sig en offentlig, meget offentlig, sti med forskellige former for trafik, uden at umuliggøre forbindelsen mellem bådebroer og lodderne? – og deres fred i haverne? Også, at man måske vil ødelægge det, som kommunens parkchef i efteråret berømmede som absolut bevaringsværdigt. Som den sidste originale stensætning med direkte adgang til vandet i Københavns Havn. Men også, at jeg er ked af udsigten til, at den smukkeste plet i havnen måske skal smadres for at lave en ny ’Langelinie’ i Sydhavnen. Jeg klunsede i drengetiden på Bryggen sammen med kammeraterne på lossepladsen. Kluns, bagefter solgt hos Joseph Levin’s produkthandel på Islands Brygge 35. Vi drenge måtte af vores forældre godt gå på ’lossen’ og klunse. Men vi måtte ikke gå ned på Nokken! Det var kun kriminelle og børnelokkere og andre farlige folk. Så selvfølgelig måtte vi jo ned og se Nokken… Jeg husker, kender og elsker vandkanten, historien, minkfarmen, vadehavet bag Hovedgaden, de farverige mennesker, støjende, lidt skræmmende, sjove og dejlige… Jeg citerer fra vores lokalblad, Bryggebladet, fra Borgermøde i Njalsgade 13: ’… Peter Høiriis Nielsen, Teknik- og Miljøforvaltningen, forklarede, at de politikere, der sad i det tidligere teknik- og miljøudvalg, insisterede på, at stiføringen skulle gå langs vandet. Det skyldtes, at de havde set, at der ikke var adgang til vandet fra Havneholmen og Hollænderhusene i Sluseholmen, hvilket de kaldte en fejl. …’ Hvilket de kaldte ’en fejl’! Skal denne ’fejl’ kompenseres ved indædt at hævde princippet om offentlig adgang langs vandet - på Nokken? Nokken, der har en ca. firs års smuk og enestående historie. I modsætning til, ikke bare de nævnte Havneholmen og den smukke Hollænderby, men også området foran den nærmeste genbo, Man Diesel. Samt de kommende ’Strandhusene’ i Havnevigen. Alle lokaliteter, der er bygget ’for lidt siden’ i forhold til Nokken. Disse steder er der ikke offentlig adgang langs vandet. Med venlig hilsen Birger Pedersen, Nokken Hovedgaden 1B + Egilsgade 55, 2300 S. tel.:4098 8648.