Høringssvar vedrørende Nokken - lokalplan 507

Oprettet: 2. april 2014
Svarnummer:
34

Indsendt af

Ingrid Tramm

Postnr.

1809

By

Frederiksberg

Høringssvar

Høfligt nej tak! ..til gadelys + cykel- og gangsti i vandkanten langs Nokken - Nokken Strandvej fungerer fint. Spar dog pengene og brug dem på noget andet i kommunen udvid fx gerne skaterbanen ved Enghave plads = gratis fornøjelse for rigtig mange børn & unge samt ældre/forældre, der ser på. Nokken er en af de få grønne krøllede oaser, der er tilbage i vores storby, som ikke er friseret. Og det eneste sted der har naturlig tilgang til vandet med sten. Vi sætter vores både i vandet, sopper og leger med ungerne på strandengen. Det er et unikt åndehul med brombærkrat, slåen, vildtvoksende græsser og dyreliv. Langs havneløbet giver det uventet dynamik, en fornemmelse af frihed som ikke må gå tabt. I mange år er jeg, min familie, venner og børn kommet på Nokken. Vi er "på landet" når vi færdes dér. Personligt nyder jeg den nære kontakt med vand, det lidt skæve område uden asfalt! En upoleret og uspoleret plet med sit helt eget særpræg. En uventet perle for turister og andre godtfolk, der ikke kender det. Her er langt til væggene og højt til loftet - plads til alle. Området giver en god kontrast til nybyggeriet og er et billede på det gamle København, den Nokke som har ligget dér siden Ruder Konge var knægt. Jeg er bange for, at kommunen med kortsigtet byplanlægning mister det spraglede, det farverige, det levende, der netop er Københavns force og charme. Jeg mener, det er yderst vigtigt KøbenHAVN lever op til sit navn og bevarer sin offentlige tilgang til vand (!) Så kære politiker - gå en tur på Nokken strandeng og mærk efter, om det er den rigtige beslutning, du træffer? Tak, Ingrid Tramm