Høringssvar vedrørende Nokken - lokalplan 507

Oprettet: 2. april 2014
Svarnummer:
28

Indsendt af

Susanne McIntyre

Virksomhed / organisation

H/F LILLE NOK

Postnr.

2300

By

København

Høringssvar

Høringssvar vedr. Nokken Vi med de små lodder i H/F Lille Nok, anser det som et stort plus at ligge puttet bag ”storebror” Nokken. Det giver nem adgang til den mere utæmmede natur og til muligheden for en tur til vandet og det frie udsyn. Nokken er et område, vi bruger som pause i havearbejdet, viser frem, når vi har gæster og i det hele taget oplever som del af vores herlighedsværdi. Langs vandet kan man stille øjet på uendelig og nyde roen uden at behøve at være agtpågivende. Den glæde deler vi med mange andre. De der bor på Nokken, de der er på vej eller blot vil slentre, de der løber, de der lufter hunden eller barnevognen. Der er rigtig mange mennesker, som har glæde af Nokkens område langs havneløbet og tydeligvis nyder, at det er, som det er. Derfor er det vores håb, at dette fredfyldte og historiske område ikke skal ødelægges af en asfalteret sti. For selv om man gerne vil dele og bestemt tilslutter sig at gøre cykelruten bekvem, er det ikke til at komme uden om, at asfalterede stier, desværre som oftest, indbyder til, at det tager voldsomt til med cyklister, der kører i stor hast, og knallertkørere der farer igennem på alle tider af døgnet. Var det hensigten at delagtiggøre cyklisterne i herlighederne, kan det desværre gang på gang konstateres, at langt de fleste cyklister tilsyneladende ikke kører for at nyde udsigten men for at komme frem så hurtigt som muligt. Det er oplevet overalt i byen, hvor nye asfalterede cykelstier er dukket op, og har givet anledning til pludselig at skulle holde både hunden, barnet og bedstemor i meget kort snor! Bevar så vidt mulig Nokken som en fredelig grøn oase og en overraskende kontrast til alt det nye og asfalterede, som er skudt op i umiddelbar nærhed indenfor det sidste års tid. Pbv Susanne McIntyre Bestyrelsesmedlem H/F LILLE NOK