Høringssvar vedrørende Katrinedals Skole - Supplerende høring

Oprettet: 10. marts 2014
Svarnummer:
1

Indsendt af

Lone Broch

Postnr.

2720

By

Vanløse

Høringssvar

Jeg har modtaget dokumentet "Forslag til lokalplan i supplerende høring" for Katrinedal skole, da jeg er nabo til projektet. Under den sidste høring, spurgte vi naboer ind til hvor langt ud mod skel bygningerne kunne placeres, og vi fik at vide at der skulle være mindst 20 m til skolens skel. Så vidt jeg kan se ud af tegningen er dette ikke overholdt i det nye forslag. Er det pga af højden af bygningerne? Så vidt jeg kan bedømme ser bygningen "Hjemkundskab" ud mod Randbølvej ud til kun at være i et plan. Er dette korrekt? Bygningen " Natur og Billedkunst" er afbilledet i to etager og med teksten eventuel undervisning på tag. Bygningens ene hjørne ligger meget tæt på skel og man må antage at man fra taget og fra nogle af lokalerne, vil kunne se lige ned i haverne på modsatte side af Randbølvej. Hvilke tiltag vil der blive foretaget for at undgå dette? Derudover er det for bygningen " Natur og Billedkunst svært at se højden af bygningen, da bygningen på øverste tegning ligner en stor fast kvadrat, men på nederste tegning ligner det at den er delt i to hvor den bygning der er tættest på hækken ser ud til at være lavere. I tilfælde af at bygningen er delt i to hvor langt fra hækken ligger den høje bygning så? Tilsidst er der så spørgsmålet omkring P-pladser på skolens område. Så vidt jeg husker var der i sidste høring tale om 12 p-pladser, nu er det så blevet til 18. Det giver om muligt endnu mindre mening og nogen på rådhuset/forvaltningen burde stille spørgsmål vedrørende det vise i at fjerne børnenes legeareal til fordel for biler, blot fordi der foreligger et notat om dette. For mig og for mange jeg har talt med om dette er dette det rene galimatias og regelrytteri. Efter min mening burde kommunen istedet trafiksanere yderligere omkring skolen, så det blev endnu mere besværligt at komme til eller forbi skolen i bil, så man sikrede børnenes skolevej. I stedet har man i dag valgt at udjævne de store bump i krydsene, så man uden problemer kan køre over dem med 40-50 km i timen. Trafikken om morgenen er et stort kaos af gående og cyklende børn, biler der læsser børn af og biler der forsøger at benytte smutvejen Randbølvej for at spare et par minutter. Et under at ingen endnu er kommet galt afsted. Med venlig hilsen Lone Broch