Høringssvar vedrørende Roskildevej Vest - lokalplan 504

Oprettet: 13. december 2013
Svarnummer:
25

Indsendt af

Anne MacDonald

Postnr.

2500

By

Valby

Høringssvar

Københavns Kommune Teknik – og Miljøforvaltningen Center for Bydesign Postbox 447 1505 København V Valby, 12. december, 2013 Høringssvar på forslag til lokalplan for ROSKILDEVEJ VEST Undertegnede Anne MacDonald, Roskildevej 193.3, 2500 Valby indgiver hermed høringssvar på forslag om lokalplan for Roskildevej Vest med tilhørende kommuneplantillæg, hvori det påtænkes at opføre ny bebyggelse jævnfør det udleverede materiale med beskrivelse samt illustration af byggeri, omfang og tidshorisont for færdiggørelse. Jeg ønsker med denne beskrivelse at protestere mod det planlagte byggeri – dets visuelle udformning og omfang og den forringelse af boligernes værdi i området, byggeriet vil medføre. En lokalplanudformning bør derfor ikke baseres udelukkende på en for projektets virkeliggørelse signifikant økonomisk aktør som Pelican Self Storage og udelukkende på dennes betingelser men primært bør tilgodese områdets miljø samt de omliggende bebyggelser, beboere, brugere og samspillet mellem disse. Dimensioner og design passer på ingen måde ind i områdets nuværende udseende og stil. Designet bærer entydigt præg af Pelican Self Storage´s CI/CD og dette blev desuden forsøgt ”solgt” under arkitektens præsentation, som værende både nyskabende og spændende bygningsdesign. Præsentationen blev ydermere foretaget på en sådan måde, at de tilstedeværende følte sig tydeligt undervurderet både hvad angår intelligens og ikke mindst perceptionsevne. Kort sagt står der Pelican Self Storage på hele bygningsdesignet og den store lysreklame kommer selvfølgelig til at stå på byportens facade mod Rødovre. Hvor ærgerligt at udelukkende den økonomiske faktor er bestemmende for udfaldet af dette projekt. Designet ligner en oplagringsplads for containere og er en skændsel. Tilmed er byggeriets højde på ingen måde i balance med områdets øvrige bebyggelser og vil betyde massive værditab for flere beboeres lejligheder på sydsiden af Roskildevej. Hvorfor etablere et nyt industriområde klods op af et smukt og rekreativt område? Tydeligt er, at det udelukkende baseres på de økonomiske aspekter for Københavns Kommune og intet andet! Hvor er kreativiteten hos Københavns Kommune? Med endnu en tætbeliggende og større dagligvareforretning må der forventes betydelig mere tung trafik til området som i forvejen er hårdt belastet på grund af specielt den nuværende Netto forretning. Området omkring Damhussøen er blandt storbyens smukkeste oaser og bør naturligvis beskyttes og bevares til glæde for rigtig mange beboere og endnu flere brugere. Et smukt område, som nu er truet med et byggeri, der på ingen nogen måde passer ind i det samlede billede. At bygge et industriområde som port for København her er helt forkert. Der findes i forvejen byggeri i området op til Roskildevej som arkitektonisk falder godt ind og som vil have et passende udtryk i samspil med områdets øvrige udseende. Bygninger som huser Jalsø/BabySam er et godt eksempel på en dimensionering alle vil kunne acceptere. En p-plads for besøgende til Damhussøen, motionister og kunder til områdets forretninger. Et café område med torveagtige udepladser vil ligeledes falde smukt ind og give området yderligere værdi. Et godt miljø vil tiltrække forretningsdrivende som kunne være et supplement til dagligvarebutikkerne m.v. Hvorfor endnu en stor aktør på samme område som de eksisterende? Bevar Damhussøen og de omliggende arealers natur og værn om den rekreative værdi, som netop gør det til et eftertragtet beboelsesområde. Med venlig hilsen Anne Macdonald Roskildevej 193.3 2500 Valby