Oprettet: 28. februar 2010
Svarnummer:
78

Indsendt af

Anette Thede

Postnr.

1422

By

København

Høringssvar

Jeg vil hermed gerne gøre indsigelse mod lokalplanen ”Stibroerne over inderhavnen og kanaler på Christianshavn.” Jeg er cyklist og har hverken bil eller båd. Alligevel vil jeg gerne foreslå kommunen, at man trækker lokalplanforslaget. Først og fremmest fordi broen over Christianshavns kanal vil ødelægge et helt enestående maritimt miljø. Skibene vil ikke kunne komme ud og ind af kanalen og vil derfor vælge at lægge til et helt andet sted. Derved vil Københavns eneste levende kajmiljø forsvinde. Et miljø som betyder, at der kommer såvel danske som udenlandske turister til Christianshavn året rundt. Turisterne – og vi beboere selv – foretrækker alle at opholde os langs kanalerne nord for Torvegade. Her er der liv og noget at se på. I modsætning til den sydlige del af kanalen, hvor kun små robåde kan komme ind og ud. I øvrigt undrer jeg mig også over, hvilke cykelveje alle cyklisterne skal anvende til og fra broen. Kongens Nytorv er et helvede for cyklister og på Amagersiden er der byggestop på Christiania, hvor Slots og Ejendomsstyrelsen kræver hver en lille skulptur fjernet fra volden. Her kan der således ikke anlægges cykelsti. Hvis kommunen insisterer på en cykelrute som beskrevet vil jeg i stedet foreslå at man kigger nærmere på forslaget om en pendulfærge i stil med forslaget "Hønen og Hanen". Så vidt jeg kan se vil det både betyde at cyklisterne ikke skal vente lang tid på at skibene kommer igennem og at skibene rent faktisk stadig kan blive liggende i kanalen.