Høringssvar vedrørende 10. klasseområdet

Oprettet: 30. oktober 2013
Svarnummer:
10

Indsendt af

Helle Munk

Virksomhed / organisation

Uddannelsescenter UiU

Postnr.

2400

By

København NV

Høringssvar

Vedr. høring omkring 10. klasse på UiU for elever med vidtgående generelle indlæringsvanskeligheder Bestyrelsen og ledelsen på Uddannelsescenter UiU (tidligere Ungdomsskolen i Utterslev) finder, at forslaget omkring oprettelse af 10. klasse for unge med vidtgående generelle indlæringsvanskeligheder på UiU er en god ide. Det gør at 10. klasse i højere grad bliver til et uddannelsesforberedende tilbud, som peger frem mod en ungdomsuddannelse og som foregår i et egentligt ungdomsmiljø. Der kan peges på mindst 4 grunde til, at det er en god ide: • UiU har erfaringen med målgruppen, elever med vidtgående generelle indlæringsvanskeligheder, og med aldersgruppen, de unge mellem 15-25 år, igennem de sidste 30 år. Vi har erfaring med at arbejde med de unges personlige, sociale og faglige kompetencer og at etablere praktikforløb for de unge, så en arbejdskompetence kan afprøves og udvikles. UiU har allerede erfaring med opgaven, idet vi har haft en elev i et 10. klasses brobygningsforløb. Eleven kom fra Friluftsskolen, hvor et videre forløb for ham , ikke kunne etableres der – hverken drengen, forældrene eller skolen syntes, at det kunne bringe noget godt med sig at fortsætte. Han trængte til et miljøskifte. UiU tilbød derfor at lave et forløb for ham, og en særlig samarbejdsaftale blev etableret, hvor UU-vejledningen fra den tidligere skole fulgte hans 10. klasse på UiU. Det er et godt eksempel på, at et nyt miljø med nye udfordringer, forventninger og krav kan skabe et godt 10. klasses skoleår. Forældre og tidligere skole var rigtig glade for denne mulighed. • For elever med vidtgående generelle vanskeligheder er det vigtigt at få så meget skolegang/undervisning som muligt. Vi har desværre oplevet eksempler på, at elever kun har fået muligheden at fortsætte i børneskolen i en ny klasse på det 10. skoleår. Hvis man ikke ønskede dette, har elever og forældre fået at vide, at 10. klassen kunne springes over og at den unge i stedet kunne starte direkte på STU´en. Dette er ikke optimalt. Et 10. klasses tilbud på UiU vil kunne sikre, at det ikke vil forekomme fremover. • På UiU bliver de unge set som de unge de er, og ikke længere som børn. En del af de unge og deres forældre giver udtryk for, at der sker et kvantespring for dem, når de påbegynder deres uddannelse på UiU i et ungemiljø, hvor de bliver mødt af nye krav og forventninger, og hvor de bliver set på med andre øjne. De unge får lov til at være unge og mødes i større fællesskaber med andre unge. • En del af de unge og deres forældre fortæller, at de kommer fra sammenlagte klasser på deres børnespecialskoler idet årgangene på de enkelte skoler er meget små. Vi ser unge, der efter deres 9. klasse igen sættes sammen med nye og ofte langt yngre børn og ofte nye medarbejdere, da deres klasse bliver opløst, når eleverne fra 10. klasse afsluttes. Grupperne på 10. klasses niveau er ofte meget små. Enkelte årgange på enkelte skoler kan dog have en vis størrelse, men dog langt fra så store, at de kan skabe et decideret ungemiljø. Ungegruppen: De unge mennesker er ofte beskrevet med et kognitivt niveau på ½ levealder eller derunder. Men de unge er lige så forskellige som alle andre unge og kropsligt er de unge aldersvarende. De har ønsker, følelser og håb for deres fremtid om kærester og venskaber. Disse unge har retten til at blive mødt som hele mennesker og ikke kun ud fra en kognitiv faglig vurdering. Det er af stor betydning, at vi er i stand til at lave gode og konstruktive overgange for vores unge som professionelle medarbejdere, men lige så vigtigt er det, at de unge oplever fællesskaber, som de kan spejle sig i og profitere af. At de mødes med en mulighed for at lære at træffe deres egne valg ud fra de ønsker og behov de har. De skal på 10. klasses tilbuddet ikke mødes af ”fag” i folkeskolelovens forstand men af aktiviteter, der inkluderer en faglig, personlig og social progression. Aktiviteter som målretter sig mod de unges fremtidige liv, hvor livsduelighed, selvværd og selvstændighed er omdrejningspunkter og som er individuelt tilpasset den unge. Aktiviteter som cafedrift, arbejdsafklaring, krop og bevægelse, musik og teater, kommunikation, fitness, sansestimulering og træning, læsecafe, design o.a. Det er vigtigt for en del af de unge at mødes i fællesskaber med fester, bands, fredagscafe, turneringer og tværgående aktiviteter. For andre unge er det vigtigt at mødes i et fællesskab med stor professionel ekspertise inden for lige netop deres ønsker og behov. Bestyrelsesformand advokat Michael Alstrøms indlæg: Som bestyrelsesformand på UIU og som far til en af eleverne i klassen for elever med vidtgående udviklingshæmning kan jeg kun tilslutte mig ovenstående fuldt ud. Når ens barn har været elev i en specialklasse i 9 år, har man været gennem et pænt antal udviklingssamtaler med barnets lærere, med et fælles ønske om at fremme og støtte eleven i dennes udvikling, om end de ønskede udviklingsmål naturligvis ikke altid opnås. Jeg finder her erfaringsmæssigt, at der er en væsentlig forskel mellem den nuværende 10. klasse i specialfolkeskolen, hvor den lærerfaglige del fylder mere og opleves at være i mere faste rammer, og så den 10. klasse der nu foreslås for den udviklingshæmmet unge, hvor den individuelle handlingsplan er i centrum samt den unges sociale, faglige og personlige udvikling. Den unges udvikling går ikke så hurtigt i faglig, personlig og social henseende. Derfor vil det være relevant at skabe et op til 4 årigt tilbud bestående af 1 år med 10. klasse og 3 år med STU i samme rammer. Der vil naturligvis altid være unge, hvor særlige forhold taler for, at man bliver på sin børneskole i 10. klasse. Unge, der har haft meget sygdom, fravær eller hvor andre grunde taler for det, skal have mulighed for at blive i deres kendte miljø. Det er dog ualmindelig vigtigt, at det er hensynet til den enkelte unge og dennes behov, der er i centrum. Vi finder, at forslaget omkring 10. klasse på UiU er en oplagt chance for at skabe et mere fleksibelt system, hvor den enkelte elevs behov bliver styrende og det bliver på den enkelte unges præmisser. Vejledning og overgang: Overgangen fra 9. klasse på en af børnespecialskolerne til 10. klasse på UiU fordrer en anden vejledningsindsats, hvor vejledningen langt tidligere er inde omkring den unge og dennes familie, og at der bliver lagt langsigtede planer for den enkelte unge. Bestyrelsen på UiU samt ledelsen finder det godt, at man ved dette forslag dermed kan skabe et op til 4 årigt forløb for de unge på UiU. Der skal desuden være mulighed, for at elever, der har brug et langt kortere forløb, også får mulighed for det. Med venlig hilsen Helle Munk Michael Alstrøm Forstander på UiU Best. formand på UiU