Oprettet: 27. oktober 2013
Svarnummer:
10

Indsendt af

Torben Vorstrup

Virksomhed / organisation

SKK lokalafd. Skolelederforeningen København

Postnr.

2400

By

København NV

Høringssvar

Skolelederforeningen SKK ønsker med dette brev at udtrykke bekymring omkring den effektivisering Forvaltningen peger på ved at reducere bevillingen specifikt rettet mod det Tekniske område og rengøring. Vi gør ikke indvending mod rammebesparelsen generelt, men denne besparelse, der specifikt er rettet mod det tekniske område vil efter vor opfattelse være ”at skyde sig selv i foden”. Bl.a. har fast Teknisk personale på skolen væsentlig betydning for skolens vedligeholdelse. Vi vil gerne være løsningsorienterede, men vi anmoder om at effektiviseringer ikke blot bliver foretaget ved skrivebordet uden indsigt i den betydning forslaget vil have i dagligdagen. Vi anmoder derfor om at skolerne ved budgetnedskæringer, der er nødvendige, får lov decentralt at finde de løsninger der er bedst for den enkelte enhed. Baggrunden for forslaget ser ud til at være en forlængelse af implementering af ny budgetmodel på rengørings- og gårdmandsområdet og et ønske om effektivisering og harmonisering af skole og daginstitutionsområdet med det sigte at dække en del af de besparelser på ovennævnte områder der skal gennemføres i 2014. Vi bemærker at der indstilles at det bliver frivilligt at vælge central løsning fra, men med væsentlig reduktion i bevillingen vil dette jo ikke være muligt for mange enheder. Vi må desværre konstatere, at der ikke i udvælgelsen af denne specifikke besparelsesmulighed har været fokus på det behov for skolerne, der er i at have en fast Teknisk bemanding på skolerne og at forslaget tvinger skolen specifikt at reducere på dette område uden frihed til at vælge, hvor en besparelse ville passe bedre. Når man samtidig ved at de tekniske medhjælpere er en personalegruppe der er en del af et rummeligt arbejdsmarked i BUF, rammer forslaget en af de mere ”svage” medarbejdergrupper i Forvaltningen, idet vi ikke antager alle kan overgå til gårdmandskorpset. Der foreligger en meget udførlig beskrivelse af arbejdsopgaver for det tekniske personale på skoleområdet og sammenlignes den med den beskrivelse der er for gårdmandskorpset vil der være adskillige væsentlige opgaver der åbenbart skal bortfalde på skolerne, hvilket vil få væsentlig betydning for skoledagens gennemførelse og den generelle vedligeholdelse. SKK skal derfor anmode Forvaltningen om at fjerne forslagets specifikke pegen på et område fra effektiviseringslisten og lave en generel rammebesparelse, hvor ledelsesrummet bruges til at finde den bedste løsning på enheden. Vi er opmærksom på, at Forvaltningen er bevidst om risici og udfordringer ved forslaget på skolerne og vil gerne pointere, at det ikke som nævnt i forslaget er en ændringsparathed hos skolelederen, der er en hindring, da vi er vant til ændringer, men det faktuelle forhold, at det er nødvendigt i hverdagen at have personalet på skolen med de opgaver der er og ikke afvente besøg fra en fra gårdmandskorpset. Mange akut opståede forhold i dagligdagen kræver hurtigt indsats. Der ud over vil byggesager ikke kunne gennemføres uden fast tilstedeværelse af personer, der kender skolen, ligesom håndværkerbehov andre opgaver kræver her og nu handling uden ventetid. Det teknisk administrative personale er en vigtig del for kerneydelsen på skolerne kan gennemføres. Med en beslutning hos ledelsen, hvor en reduktion i rammebevillinngen passer bedst vil man opnå den nødvendige besparelse og skabe en løsning som passer den enkelte institution bedst. Med venlig hilsen SKK – skolederforeningen København.