Høringssvar vedrørende Etablering af anlæg ved Refshalevej

Oprettet: 11. oktober 2013
Svarnummer:
5

Indsendt af

Christianshavns Lokaludvalg

Postnr.

1466

By

København K

Høringssvar

Christianshavns Lokaludvalg har i sit møde den 25. september 2013 drøftet ansøgningerne til Kystdirektoratet om lovliggørelse af to ”anlæg” i Erdkehlgraven, nemlig samlingen af både, der udgør ”Fredens Havn”, samt oplæg af en kutter nord herfor. Lokaludvalget er imod lovliggørelse som ansøgt. Vi mener principielt, at man ikke bør tillade private at råde over det offentligt areal, som vandfladen udgør. Vi er således bekymret for, at eventuelle tilladelser vil skabe præcedens, så andre foreninger og bådejere vil være berettiget til lignende tilladelser i Erdkehlgraven og i Stadsgraven. Den udvikling ønsker lokaludvalget ikke. Man skal kunne se vandet!. Derudover skal der tages hensyn til fuglelivet: Lokaludvalget er bekendt med, at der er nogle unikke ynglesteder i sivene i området. Myndighederne bør derfor ikke tillade etablering af faste installationer i Erdkehlgraven og i Stadsgraven. For så vidt angår ”Fredens Havn” formoder lokaludvalget, at foreningen skal have tilladelser fra en række andre instanser, før man kan sige, at ”anlægget” er lovliggjort. Under alle omstændigheder mener lokaludvalget, at det er uholdbart, at medlemmerne af Foreningen Fredens Havn skal ro toiletindhold ind til land, til Christiania. For så vidt angår kutteren, så ser lokaludvalget ingen grund til, at man imødekommer ansøgningen, da ansøgeren kan få anvist en husbåde-plads andetsteds i Københavns Havn. Når det er sagt, så er lokaludvalget ikke imod småhavne i Christianshavns vande. Men omfanget skal begrænses. Det kan styres således, at kun de med fast bopæl på Christianshavn kan få adgang til at benytte dem. Såfremt Kystdirektoratet giver tilladelse til ”Fredens Havn” og til oplæg af kutteren som ansøgt, beder lokaludvalget om, at man giver tidsbegrænsede tilladelser. Med venlig hilsen Poul Cohrt, formand Kopi til - Københavns Borgerrepræsentation - Teknik- og Miljøforvaltningen, Københavns Kommune