Høringssvar vedrørende Lergravsvej - lokalplan 503

Oprettet: 23. september 2013
Svarnummer:
161

Indsendt af

Brian Kristensen

Postnr.

2300

By

København s

Høringssvar

Kære Københavns Kommune, Tak for mulighed for at gøre indsigelse. Jeg håber oprigtig, at min mening bliver hørt og inddraget i overvejelserne, da jeg føler det nuværende ændringsforslag fra Skanska til lokalplanen, er et voldsomt overgreb på nuværende beboere i området, grundet de markante skyggepåvirkninger på de tilstødende naboejendomme. Når man læser kommunens og Skanskas ændringsforslag, så vises der på intet tidspunkt hensyn til nuværende borgere og beboere i området. Skanskas arkitekt har kun taget hensyn til de ”nye beboeres” lys- og skyggeforholds påvirkning, og dermed placeret den nye og meget høje bebyggelse mod øst og nord, og dermed ret op ad og vinkelret på eksisterende byggeri i Øresund Strandpark, hvor jeg så ”desværre” bor. Jeg bor på Sundby Parkvej , og dermed i den eksisterende gule ”stokkebebyggelse”. Hvis Skanska´s planer bliver en realitet, så får vi en 8-12 etagers høj mur af højhuse placeret på tværs af de nuværende ”stokkebebyggelsers” vestvendte gavle, hvilket nærmest permanent vil kaste lange og markante skygger over størstedelen af området i Øresund Strandpark, fra kl 17 og til 22 i sommerperioden, og fra kl. 15 til 19 i for- og efteråret. Som det er nu, kan ALLE ca. 900 beboere i Øresund Strandparks ca. 300 lejligheder nyde eftermiddags- og aftensolen, men hvis Skanskas planer realiseres, vil ca. 200 lejligheder (altså ca. 600 borgere blive voldsomt generet, af denne ”mur” af højhuse. I kommunens udsendte materiale står ellers, at den nye bebyggelse er placeret således, at det ” skaber de mest fordelagtige dagslysforhold for alle nye boliger”, men man ønsker åbenbart ikke at tage hensyn til naboerne i de eksisterende bebyggelser. Skanska er inspireret af de øvrige entreprenører af højhuse på Krimsvej, og vil også bygge billigt og højt, for at profitmaksimere. Skanska har allieret sig med professionelle kommunikationsrådgivere og velformulerede arkitekter i deres kamp for at overbevise kommunen om nødvendigheden af højhuse, for at sikre Københavns vækst og tilgang af nye borgere. Jeg håber kommunen er klar over, at Skanska alene bekymrer sig om egen profit, og ”behovet” for højhuse på Skanskas grund, kun er for egen vindings skyld. Jo højere man bygger, jo billigere bliver gennemsnitsprisen pr lejlighed, men hverken kommune eller de nye ejere får glæde af dette, da denne ekstra profit alene tilfalder Skanska. Så jeg håber I kan gennemskue Skanska´s propaganda afdeling, der skamløst påstår, at de som den barmhjertige samaritaner vil ”afhjælpe” Københavns boligsituation. Jeg må desværre sige, at man som ”den lille lovlydige skatteborger” er efterladt med det indtryk, at Skanska allerede har overbevidst de rette personer i Center For Bydesign, og denne høringsproces blot er ren proforma. Jeg håber inderligt, at I som ansvarlige politikere (og embedsmænd) tager de nuværende beboere alvorligt, og vil tage hensyn til alle de ca. 430 lejligheder i nærområdet, (altså ca. 1300 borgere), som allerede bor i de eksisterende ejendomme opført omkring Skanskas byggegrund. Vi valgte netop at bosætte os i ”udkanten” af København, fordi der var lys, luft, grønne områder og dejlig aftensol til alle altaner og terrasser i Øresund Strandpark. Det var en genistreg af den daværende arkitekt, at tegne ca 300 lejligheder, hvor alle fik glæde og gavn af solen fra morgen til aften, uden at genere den eksisterende bydel. Løsning: Fasthold den oprindelige lokalplan 346, og eventuel ny bebyggelse på Lergravsvej skal bevare en bebyggelsesprocent på 90, og holde sig på fire til fem etager i langsgående stokkebebyggelser. Skanska havde tegnet et flot og harmonisk udvidelse, hvor man opførte identiske ”stokke-bygninger” i forlængelse af det nuværende byggeri, og dermed på harmonisk og hensynsfuld vis, forenede området med Sundparken på Strandlodsvej. En meget æstetisk og hensynsfuld løsning, der tilgodeså ALLE naboer, og havde minimale skyggepåvirkninger for de op mod 430 lejligheder, som omgrænser projekt ”Lergravsvej”. Vores ønske er dermed, Skanska IKKE får tilladelse til opføre det nuværende ”ideoplæg” og særligt den tværstillede massive mur af højhuse, opført klods op ad de vestvendte gavle i Øresund Strandpark ikke må opføres/godkendes i sin nuværende form, grundet voldsomme skyggepåvirkninger. Nødløsning: Såfremt højhuse er et ufravigeligt krav, så skal de opføres, hvor de påvirker eksisterende byggeri mindst muligt. Dette gøres fx ved at opføre de højeste bygninger midt på grunden eller længst muligt mod vest, hvorved eftermiddags- og aftensolens kasteskygger på østvendte naboejendomme minimeres. Altså ingen høje bygninger placeret vinkelret på, og klods op ad nuværende ejendomme. Skyggediagrammer: De udsendte skyggediagrammer giver ikke et retvisende billede, eftersom Skanska ”kun har udvalgt datoer og tidspunkter, som har minimal skyggepåvirkning på lokalområdet og navnligt Øresund Strandpark. Der anmodes hermed om udarbejdelse af nyt og mere retvisende skyggediagram fra en uvildig part. I Danmark har vi dejlig eftermiddags- aftensol fra april til og med september, så et retvisende billede på skyggepåvirkninger ville være datoer i denne periode, og ikke mindst tidspunkter om eftermiddagen og aftenen, hvor borgerne kommer hjem fra arbejde. Det er nærmest en hån, at man udsender et skyggediagram fra årets korteste dag (Sankt Hans) kl. 12, hvor solen ikke kan komme højere på himlen. Parkering: Parkering i bydelen er et stigende problem. Den nye bestemmelse om opførelse af én p-plads pr 150 kvadratmeter lejlighed giver ingen mening, når der som minimum, burde opføres én p-plads pr. lejlighed. Børnefamilier og lønmodtagere er afhængige af en bil, så vi kan transporteres til de byer, hvor det nu engang er muligt at få et arbejde. Alternativet er overførselsindkomst til de borgere, som ikke kan få et job i København, og ikke er villige til at køre langt væk for at arbejde. Vi har jo netop valgt at bo i en bydel i udkanten af København, langt væk fra centrum, netop for at have muligheden for en p-plads ved boligen. Indtil nu har travle børnefamilier valgt at slå sig ned i området, men hvis dagligdagen konstant besværliggøres af manglende p-pladser, så flygter familierne og de resursestærke borgere ud af København. Der skal så lidt til, at gøre byen til gavn for alle. Tidligere kunne der parkeres på omkringliggende veje, men efter højhusprojektet på Krimsvej, er der massive trængsel på parkeringsarealerne. På Krimsvej skal beboerne betale 1500 kr om måneden for en privat p-plads ved Europark, som har opkøbt p-pladserne. Såfremt man fra kommunens side havde krævet bygherren skulle opføre et tilstrækkeligt antal p-pladser i konstruktionen, kunne dette være undgået. Bydelen er på vej mod samme tilstande som Ørestaden, hvor der ej heller er mulighed for parkering, og alle valgfarter til omkringliggende villakvarterer for at parkere gratis. Vi er mange ”selvkørende”, lovlydige og gode skatteborgere i dette område, som stort set ikke belaster kommunen med sociale udgifter eller lignende. Vi er glade for at bo her, men dette nye projekt ødelægger områdets kvaliteter og vil gøre området mindre attraktivt, mørkt, trængt og trist. Et område resursestærke børnefamilier og lovlydige skatteborgere vil væk fra, hvilket vel næppe kan være kommunens ønske. Vi er ca. 1300 borgere i nærområdet, som er meget glade for at bo her, og der skal så lidt til for, at kommunen kan bevare denne glæde og optimisme.