Høringssvar vedrørende Fisketorvet tillæg 1 - lokalplan 202-1

Oprettet: 22. september 2013
Svarnummer:
98

Indsendt af

Henrik Nielsen

Postnr.

1663

By

København V

Høringssvar

Københavns kommune skal til at være forsigtig med, at man ikke plastrer hele det tidligere havne- kaj- og industriområde langs Københavns Havn og banearealerne til med højt kontorbyggeri og overvejende luksuslejligheder. Man sælger ud af kommunens grundarealer for at score kassen, nu hvor krisen så småt ser ud til at være ovre. Der har ellers været en tiltrængt pause i byggeboomet efter støvet fra fiaskoen Kalvebod Brygge har lagt sig. Mere vellykket var det dog i Havnestaden og Sydhavnen, og vel til dels Ørestad. Alibiet for det genoptagne grund-udsalg, er at byen angiveligt vokser med 10.000 tilflyttere om året. Javel, dem inviterer man jo selv indenfor ved at bygge luksus til dem, så man affolker de områder, hvor de 10.000 årlige tilflyttere end måtte komme fra (Jylland? udlandet? Udkants-Danmark?). Og det skæpper godt i kommunens kasse (eller er det By & Havn der får pengene til mere og dyrere Metro, som jeg ikke er sikker på gavner ret meget, hverken på infrastruktur eller økonomi, endsige giver færre biler i byen), når man sælger til den højest bydende entreprenør eller "developper". Det er som om der ikke må være et eneste tiloversblevet, autentisk, tidligere industri- eller kajområde tilbage i byen. Ingen fristeder hvor der er ro, eller frit kig gennem eller over havnen og hvor små, mere eller mindre selvgroede miljøer, som netop Nokken og Skibbroen får lov at trives uden 'larmende' nabobyggerier. Seneste skandale og horisont-stjælende byggeri er det anmassende tårn, som vist snart skal blive til 3 tårne, som netop nu tordner op på den modsatte side af havnen ved det såkaldte 'Havnevigen'. Idyllisk lyder det, men at der overhovedet er lykkedes at få en lokalplan igennem, hvor man tillader så højt og dominerende byggeri næsten helt op til Amager Fælled, havnen og Nokken er mig en gåde. Det samme kunne vi undgå ved Fisketorvet/Cirkuspladsen - der bør være frit udsyn fra Vesterbrosiden og banearealet, Undgå at lukke havnemiljøet ved Skibbroen inde. Skru ned for 'tårnificeringen' af arealerne langs havnen. Drop i tilslutning her til den fuldstændig vanvittige indsnævring af havnen som desværre ser ud til at blive tromlet igennem ved Enghave Brygge - grunden er jo allerede solgt til JM Danmark, ja det ser nærmest ud til at byggematerialerne er ankommet og nedrivning af nogle gamle industribygninger bag bryggen er i fuld gang. Løbet er desværre nok kørt....