Høringssvar vedrørende Fisketorvet tillæg 1 - lokalplan 202-1

Oprettet: 21. september 2013
Svarnummer:
84

Indsendt af

Thomas Jønsson

Postnr.

2450

By

København

Høringssvar

Synes jeg at Kalvebod Brygge miseren skal gentages? Nej, det ville være en dårlig ide, i min optik savner havnefronten ikke endnu mere glas og stål. Er det ydermere meningen at Skibbroen skal fungere som et kompenserende miljø med liv og glade dage som det er tilfældet med det man har følt sig nødsaget til at gøre med Kalvebod Bølge ved Kalvebod Brygge? I så fald vil det meget af tiden komme til at foregå i en trist samklang af skygge og en følelse af indelukkethed. Som det er nu er det netop det modsatte man oplever når man er i Skibbroen - følelsen af lys, højt til loftet og en rummelighed der fungerer som muldjord for alle de kreative aktiviteter der spirer på kajen hernede. Jeg oplever hver dag hvordan folk på farten vælger at stille cyklen og sætte sig på en bænk på kajen for at få et afbræk fra den hastige tur mellem job, indkøb og børnehentning osv. Jeg oplever hjemløse der føler sig velkomne og får sig et pusterum på kajen mens de nyder et fordomsfrit miljø hvor de er med til at bidrage positivt til stemningen. Jeg oplever turister, naboer fra allerede beliggende højhuse ved havneholmen, såvel som unge af anden etnisk baggrund og danske teenagere der har fået forvildet sig fra Fisketorvet over i Skibbroen og efter de har fået øje på stedet benytter sig af det til at hænge ud som det hedder når man er ung. Der er ca. tyve husbåde i Skibbroen og på mange af dem bor der børnefamilier som nyder en kæmpe livskvalitet ved det knap så friserede terræn ved og bag skurvognsmiljøet på kajen. Dette paradis for børn (og deres forældre) vil forsvinde og det samme vil den sjæl der er ved det ikke lineære og alt for minutiøst planlagte byrum. Der er ingen tvivl om, at grundlaget for alle disse positive og hårdt tiltrængte rekreative oplevelser som folk og fæ for nuværende har mulighed for at få her i Skibbroen vil blive væsentligt forringet hvis lokalplansforslaget bliver vedtaget i den form der er lagt op til. Thomas Jønsson, beboer i Skibbroen.