Høringssvar vedrørende Fisketorvet tillæg 1 - lokalplan 202-1

Oprettet: 18. september 2013
Svarnummer:
63

Indsendt af

jette sachs

Virksomhed / organisation

Havnelauget

Postnr.

1561

By

københavn v

Høringssvar

Indsigelse mod tillæg til lokalplan 202 Fisketorvet, tillæg 1. Københavns Kommune har lige bedt borgerne tage stilling til en samlet plan for en mere attraktiv og borgervenlig Københavns Havn. Samtidig skal vi, borgerne, vurdere kommunes planer for det stykke af havneområdet, der omfatter Cirkusgrunden og en del af Tømmergraven. De to planer modsiger hinanden. De smukke ord i ”En havn af muligheder”, der fortæller om åbent vand og åbne let tilgængelige arealer på havnefronten, har ingen sammenhæng med lokalplanstillæggets høje huse som sender mørke slagskygger over hele området, der i sin udformning signalerer ”privat”, Med byggeriet på Cirkusgrunden inddrager man igen et stykke bar jord med mange muligheder for kreative og rekreative aktiviteter til høje bygninger med grønne arealer, der ikke inviterer offentligheden ind. Ikke mere plads til gøgl, og ingen plan om kommunale parkarealer med kulturhus med cafe og toiletter. Ingen kommunal havnepark. En sådan park ville for øvrigt også være bedre placeret på nordspidsen af Enghave Brygge, hvor kommunen allerede har besluttet at ofre alle muligheder for at bevare lidt gammel industrihavn og etablere det grønne åndehul, som hele havnen på Københavns-siden mangler på strækningen syd for Havnegade. Nu vil man lukke for endnu en mulighed. Måske den sidste. Og igen må vi beklage kommunens planer for højden i byggeriet. Igen vinder kortsigtede økonomiske hensyn over langsigtede visioner. Igen skal indtjeningen ved at klemme så mange mennesker ind I husene som muligt ved hjælp af dispensationer fra byggehøjden, vægte højere end et venligt miljø for de beboere, der allerede findes i området og for de nye beboere. Med højder på 8 etager i stedet for tidligere max 5 sender husene lange slagskygger, som på mange tidspunkter af året og dagen vil lægge store arealer i skygge og som vil medføre total skygge for de husbåde, der har adresse på Skibsbroen - afstanden fra husene til husbåde ved bolværket er sine steder kun 11 meter. Derfor beder vi forvaltning og politikere om at bringe ord og handling i overensstemmelse med hinanden: Lev op til intentionerne fra jeres eget udspil om Københavns havn. Skab lys og luft omkring vandet. Sænk højden på byggeriet mod vandet. Udvid afstanden mellem bolværk og huse. Gør det hele mere menneskevenligt. Det vil både vi, der lever nu og de kommende generationer takke jer for. Jette Sachs Kommunikations ansvarlig Havnelauget 18.09.2013