Høringssvar vedrørende Lergravsvej - lokalplan 503

Oprettet: 14. september 2013
Svarnummer:
94

Indsendt af

Thomas Flindt

Postnr.

2300

By

København S

Høringssvar

Jeg vil også gøre indsigelse mod Lokalplanforslag Lergravsvej. I den eksisterende lokalplan må bebyggelsesprocenten ikke overstige 90 %, og bygningerne må ikke være mere end 5 etager. Bygningshøjden må ikke overstige 17 meter. Bygninger skal opføres forskudt af hinanden og i forlængelse af hinanden. Den lokalplan har skabt et dejligt område, hvor der er lys, luft og gode grønne arealer. Jeg må på det kraftigste gøre indsigelse mod den lokalplan, som kommunen nu har foreslået. Bebyggelsesprocenten har fået et gevaldigt nøk opad til hele 140 %, hvilket er helt uacceptabelt. Også højden har fået vokseværk: 37 meter, 32 meter osv. Og ikke nok med det , så danner de nye bygninger mod Øresund Strandpark en lang næsten ubrudt mur, som deler de to områder. Det går stik imod de visioner, der ellers har været for området. Vores byggeri er opført, så der er lys, luft og god udsigt til alle lejligheder. Det nye byggeri ønsker også en struktur med vægt på byliv og lysforhold for bebyggelsen (som det står formuleret i forslaget). Men med den tværgående høje mur, kan vi naboer vinke farvel til de gode lysforhold og det gode udeliv. Vi kommer til at ligge i skygge – ikke kun om vinteren men også på sene eftermiddage og aftener i sommermånederne. Det kan ikke være rigtigt, at det nye byggeri skal være på bekostning af nabobygningernes gode lysforhold og udemuligheder. Hvorfor er der ikke i det her byggeri taget hensyn til os, der allerede bor her? Hvorfor er det nye byggeri ikke tænkt, så det passer ind i det byggeri, der allerede findes i området? Og hvorfor har man i kommunen vendt en lokalplan med de rigtige og meget fine tanker ryggen? Svar udbedes, tak. Venlig hilsen Thomas Flindt