Høringssvar vedrørende Fisketorvet tillæg 1 - lokalplan 202-1

I 2000-2001 boede jeg i San Diego. En smuk by i det sydlige Californien, med palmer, vand og masser af solskin. Jeg var oftest lykkelig. Men jeg husker tydeligt en dag, hvor jeg var rigtig ked af det. Jeg havde passet min uddannelse, men lige så snart jeg fik fri den dag, så tænkte jeg én ting: Jeg skal ned og sidde ved vandet. Jeg skal mærke havduft, havluft, vind. Jeg skal lytte til bølgerne, og følge et skib med øjnene. Jeg skal føle mig fri et øjeblik. Jeg gik ned mod havnen. Forbi den stygge turist-havn, med souvenirs og Disney-musik. Jeg ville ned til vandet, og finde ro. Og jeg gik. Et gigahotel blokerede for min adgang til vandet. Jeg gik videre. Et giga-konferencecenter blokerede. Jeg gik videre. En mastodontbygning blokerede. Og jeg gik og jeg gik og jeg gik. Til sidst indså jeg, at min mission ikke ville lykkes. Havnefronten var property of some Corporation. Jeg savnede København mere end nogensinde før, og tænkte "Tak Gud for at vi i Danmark har en demokratisk indstilling til naturen". Nu er det samme mareridtsscenarie ved at foregå i København, og det skræmmer livet af mig. Jeg kan ikke understrege nok, hvor vigtigt det er for os mennesker at have et åndehul. Et sted hvor vi kan trække vejret uden at det skal foregå i skyggen af en mastodontbygning. Når først bygningerne står der, så er det for sent. Så er charmen, solen og freden forsvundet. Lad os nu beholde det charmerende område med husbåde og et kreativt liv som få andre steder. Lad os beholde et sted hvor vi kan tage hen og trække vejret, når vi er triste. Lad os vise, at i København har borgerne ret til at se på vandet, på bølgerne, på bådene, på mågerne. Vi er stolte af havnebadet, lad os også på den anden side af vandet have et fristed. Vi har brug for det, for at forblive mennesker.